Update på min hånd

Øj, hvor har jeg nølet med dette indlæg!

Det har jeg af 2 årsager:

  • Jeg synes selv det er én stor klagesang, – og jeg bryder mig ikke ret godt om klynke- og medlidenheds indlæg
  • Samtidig er det også temmelig personligt, og der tænker man sig altid om en ekstra gang, inden man trykker “udgiv”

Men nu startede jeg jo selv med at fortælle om, da jeg kom slemt til skade med min højre hånd i foråret. – Og senere fortalte jeg, hvordan operationen desværre ikke var gået helt som planlagt.

Som reaktion på min fortælling, er I flere der har skrevet til mig på mail og private beskeder. For at udtrykke støtte og for at høre, hvordan det går. Jeg takker af hjertet for jeres omsorg, støtte og hjælpsomhed. TUSIND TAK Jeg er dybt rørt.

Derfor synes jeg også det er på sin plads med en opdatering omkring min hånd og hele min livssituation.

Status på min hånd

Siden foråret har jeg gået til regelmæssige kontroller på kirurgisk afdeling, med henblik på en eventuel reoperation.

Som det ser ud lige nu, er hånden bedret og mine nervesmerter er formindsket. Langefingeren er dog forsat følelsesløs og nerven er stadig meget følsom og skadet. “Vaskekone hud” kalder kirurgen det. Temmelig surrealistisk faktisk, at fingeren er “død” og huden grim, men nerven sender alligevel alle mulige mærkelige impulser, der larmer i min hånd, uden dermed at give mig følelsen tilbage!

Dermed ikke sagt, at min hånd er så god som ny, for det er den ikke. Men jeg kan holde den ud nu, og jeg kan klare mine egne huslige og hjemlige opgaver. Ikke mindst, og temmelig vigtigt, kan jeg hækle. Måske fordi det kun lige er fingerspidsen man har på nålen? Men lige præcis ved hækling oplever jeg ingen gener, som i overhovedet ingen gener. Gud ske tak og lov! JEG KAN HÆKLE! Ellers ved jeg virkelig ikke, hvad jeg ville have gjort!

På grund af bedringen vurderer kirurgen, at som det ser ud lige nu, er der nok ikke store chancer for at hånden kan blive endnu bedre ved en ny operation. Og jeg må indrømme, at så har jeg ikke lyst til at tage chancen og lade dem rode mere i min højre hånd!

Så langt, så godt.

Min jobsituation

Værre ser det ud med min jobsituation.

Jobcentret har nemlig besluttet, at fordi kirurgen ikke mener, at hånden nødvendigvis kan blive bedre ved en ny operation, så må det betyde, at hånden er rask.

Derfor bliver jeg raskmeldt pr. 1.10. BUM

Ja, jeg ved skisme ikke helt, hvad jeg skal gribe og gøre i …

Lidt fortid

Helt tilbage fra mine alleryngste år, er jeg uddannet fra TEKO centeret i Herning, med mønsterkonstruktion til konfektion som speciale. Men det var dengang … Noget jeg ikke har arbejdet med i 100 år. Jeg aner intet om alle de nye computerprogrammer og har været væk fra branchen i mange år, at det er udelukket som beskæftigelse. Ingen vil ansætte en dinosaur! Det eneste der stadig smager en smule af fugl, er da mine hækledesign og -opskrifter.

Derudover er jeg uddannet socialpædagog og har i mange år arbejdet med det, man dengang kaldte adfærdsvanskelige unge. Derudover har jeg arbejdet med voksne misbrugere samt domsanbragte psykisk udviklingshæmmede. Jeg har elsket mit arbejde, virkelig elsket mit arbejde. Jeg har brændt for pædagogfaget, – men desværre også brændt ud.

2 slemme stresskollaps og deraf svære udmattelsesdepressioner og angst, før jeg trak stikket og måtte erkende, at jeg nok var færdig som gårdsanger. Allerede dengang var jobcentret ikke ligefrem på min side og der var ingen hjælp at hente.

Lidt nutid

Derfor måtte jeg finde på en anden beskæftigelse end pædagog, og har i de senere år arbejdet som rengøringsassistent. Det seneste år på et plejehjem som husassistent: Rengøring af borgernes lejligheder, tøjvask og den slags.

At gøre rent har givet mig ro i hovedet. Det har været godt for mig, forstået på den måde, at her har jeg kunnet slippe det overordnede ansvar for andres ve og vel og dybest set blot skulle forholde mig til min gulvmoppe.

Desværre er jeg blevet opsagt fra min seneste stilling pga. min hånd. For godt nok er min er min hånd bedre, men at skulle gøre rent professionelt, er en umulighed. Jeg har ret svært ved at vride klude og svært ved at gribe og holde om ting i længere tid ad gangen. Ét er at kunne klare sit eget hjem i et roligt tempo, noget andet er 30-37 timer om ugen.

Jobcentret og fremtiden

Derfor mener jobcentret, at jeg skal søge pædagogjobs. Jeg er uddannet indenfor faget og det bør jeg kunne klare med min hånd. For så vidt, kan jeg sagtens følge tankegangen. Jeg kan sagtens arbejde som pædagog med min hånd, – noget helt andet er psyken.

Jeg har tigget og bedt sagsbehandleren på jobcentret om at se på hele min sag, se på min fortid, se på mine journaler, se på min sygehistorik. Det vil hun ikke. Hun forholder sig udelukkende til min hånd. Og set i det lys, kan jeg jo fint arbejde som pædagog.

Men hold nu fast det skærer i mit pædagog-hjerte. At se på hele mennesket er netop den fornemste opgave, når man arbejder med mennesker. Derudover er jeg bange. Bange er endda for mildt udtrykt. Jeg er skrækslagen for at skulle arbejde som pædagog igen! Skrækslagen for endnu et stresskollaps, endnu en depression, – Jeg frygter, at jeg ikke kommer op igen, hvis jeg skulle tage endnu en tur. Det tager længere og længere tid at komme ovenpå, for hver gang. Samtidig sker der noget i ens hjerne. Jeg kan ikke det samme længere, som jeg kunne førhen. Kognitivt er jeg, hånden på hjertet, blevet ekstremt ringe.

Faktisk kan jeg slet ikke overskue at skulle søge pædagogjobs. Jeg har siddet og kigget stillingsannoncer, både indenfor specialområdet som jo er mit område, men også indenfor almenområdet, – både børnehave, skole og SFO. Men jeg kan simpelthen ikke overskue det. Jeg har ikke rigtig mere at give! Jeg er færdig i den branche! Jeg bliver svimmel, får hjertebanken, tunnelsyn og koldsved blot ved at læse stillingsannoncerne. Jeg kan på igen måde se, hvordan jeg skulle have noget at give og samtidig tage vare på andre, når jeg dårligt kan holde sammen på mig selv i den kontekst. Det ville aldrig være rimeligt overfor de mennesker jeg skulle have med at gøre. Børn som voksne.

Fremtiden?

Rengøring, samt alle de ufaglærte jobs jeg ellers kan søge, er alle noget, hvor man bruger hænderne rigtig meget. Jeg ved, de mangler hænder indenfor restaurationsbranchen, plejebranchen, bygge- og anlæg, – men hænder? Det er desværre præcis dét, jeg ikke kan tilbyde.

Det er muligt jeg er for sortseende, og kun ser begrænsninger fremfor muligheder. Det skal jeg ikke udelukke. Men jeg synes det er svært at finde jobs, hvor man ikke skal bruge hænderne så meget, medmindre man er uddannet indenfor faget. Jeg kan ikke pludselig sige, at nu vil jeg arbejde med regnskab eller andet mere computer-baseret, uden at være uddannet. Jeg bor alene, så der er kun mig til at hive en indtægt hjem og lige nu føler jeg mig temmelig fastlåst og synes faktisk det er ret tungt.

Det er mega ærgerligt! For jeg vil super gerne arbejde og jeg har mange år tilbage på arbejdsmarkedet endnu. Jeg tænker sagtens der er noget jeg kan bidrage med, og jeg havde sådan håbet, at jobcentret kunne have hjulpet med noget omskoling, revalidering eller hvad det nu alt sammen hedder. Men desværre ikke.

Konklusion

Overskriften er misvisende, for der er ikke rigtig nogen konklusion. Ikke på min fremtidige situation.

– Men så må det blive en konklusion på mine følelser.

For godt nok føler jeg håbløshed og rådvildhed, men jeg er også vred!

Vred over, at jeg hele livet har arbejdet i, men også er knækket i det offentliges tjeneste, og derudover har jeg betalt min skat (med glæde), og tænkt, at vi i Danmark har et system, der hjælper, hvis man virkelig skulle få brug for det. Men det har vi altså ikke. Ikke for mig, i hvertfald.

Efter mit seneste stresskollaps boede jeg et år i min kolonihave, som min eneste bolig. Trods lægeerklæring, erklæring fra psykiatrisk afdeling på sygehuset og jeg ved ikke hvad, valgte jobcentret også dengang at raskmelde mig. Jeg var så syg, at jeg dårlig kunne sanse og samle, og havde da slet ikke overskud til at slås med systemet. Enden blev, at jeg måtte leve af min opsparing, i min kolonihave, fordi jeg ikke kunne skaffe en indtægt. Og da jeg heller ikke kunne honorere fagforeningens krav om at skrive mindst 2 ansøgninger pr. uge var det ligesom eneste udvej. Det er uværdigt i et land som vores, og det gør mig vred!

Tak

Det er temmelig surrealistisk, men nu står jeg her igen. Forskellen er dog, at denne gang er skavanken fysisk. Og det er godt! For denne gang har jeg det mentale overskud, jeg fuldstændig manglede sidst.

For nok har jeg været knækket af stress og depression og som følge mistet det meste. Men jeg har mine børn, hvilket er det allervigtigste! Og trods modgangen er jeg stærk og jeg har rejst mig før. Og jeg ved, dybt inde i mig selv, at det gør jeg også denne gang. Det er ensomt, men jeg skal nok finde en løsning! Måske må jeg tilbage i kolonihaven, måske finder jeg et arbejde jeg kan passe, på trods af min hånd. Måske …

Det var ordene …

Tak for jer og tak fordi I læste med

6 kommentarer til “Update på min hånd”

    • Mange tak 🙂 Ja, det er faktisk ret skræmmende, når man tænker på, at jeg har tæt på 20 år tilbage på arbejdesmarkedet endnu. Det er forholdsvis lang tid at hutle sig igennem 🙁

      Svar
  1. Uhh, det er også meget du har været igennem, så kan det være svært at finde lyset og håbet igen. Men håber det for dig. Har selv været igennem meget, så sender positive tanker til dig.

    Svar
    • Hej Pia

      Tusind tak for din hilsen og alle de positive tanker, dem er jeg rigtig glad for 🙂
      Jeg er overbevist om at det hele nok skal gå (på en eller anden måde), – men jeg kan godt mærke, at jeg føler en vrede over ikke at blive taget alvorligt og blive set, hørt og forstået som et helt menneske af “systemet”

      Kh. Anja

      Svar

Skriv en kommentar