Twister trøje

Twister trøje til mig

Efter rigtig meget baby og børne hækling, som jeg eeelsker vildt og inderligt, var turen alligevel kommet til mig.

– Og jeg vil glæde mig så meget til at gå efteråret og vinteren i møde i min smukke, enkle og stilfulde Twister trøje.

For nok holder jeg af at eksperimentere med strukturer og finurligheder i børnehækling, ligeså meget som jeg foretrækker mit eget tøj forholdsvis enkelt. Ved nærmere øjesyn er min egen garderobe ganske neutral (læs: kedelig): Sort, sort, sort, måske lidt beige, gråt og råhvidt. Til nøds lidt blåt. Og helst i et helt enkelt snit uden for mange krummelurer og fiksfakserier. Et kig i Eponas webshop til damer, afslører vist tydeligt, at Twister trøjen passer ret godt ind 🙂

Min Twister er hæklet i sort og råhvid, da det er en kombi jeg bryder mig utrolig godt om, men faktisk tænker jeg, at den også kunne være virkelig fin i tone i tone farver.

Har du selv lyst til en Twister, kan du se mange flere fakta om opskriften herunder …

Se også: Den smukke enkle og ultra bløde Carola sweater

Twister trøje

Twister trøje – Fakta om opskriften

Reklame-link

Twister trøjen kan hækles i str.: XS (S) M (L) XL (XXL) XXXL

Trøjens overvidde: 106 (112) 118 (124) 130 (136) 142 cm

Hel længde midt-bag, inkl. ribkant i nakken: 57 (58) 58 (58) 59 (59) 59 cm

Nålforslag: 4 mm, eller den nål der skal til for at ramme trøjens hæklefasthed.

Trøjens hæklefasthed: 20 hstgm, 16 rækker = 10 x 10 cm

Vejledende garnforbrug: 150 (150) 150 (200) 200 (200) 250 g Drops Nord 01 (den lyse) og 350 (350) 350 (400) 400 (450) 450 g Drops Nord 02 (den mørke)

Løbemeter pr. 50 g = 170 m

Konstruktion: Først hækles den lyse del af bagstykket, dernæst skiftes farve og bærestykke samt skuldre hækles, der skiftes farve igen og den lyse del af forstykket hækles. De mørke sider samt ærmerne hækles direkte på for- og bagstykker.

Til sidst syes trøjen sammen langs sidesøm og underærme. Ribkanten i halsen hækles direkte på til allersidst.

Sværhedsgrad: Let øvet

For at hækle Twister trøjen skal du kunne: Luftmasker, fastmasker, kædemasker, halvstangmasker, halvstangmasker hæklet i bagerste maskeled

Twister trøje

Køb opskriften med PayPal

Opskriften kan købes til download via PayPal i Eponas butik

Køb opskriften med MobilePay

Har du ikke en PayPal konto, kan du betale opskriften via MobilePay. Send mig blot en mail med navnet på den opskrift du ønsker at købe, og jeg mailer opskrift som PDF fil, samt nummer på MobilePay, retur til dig.

Jeg tjekker mails mindst én gang i døgnet, og sender til dig så snart jeg har set din besked.

Opskriften koster 40 kr

eponasdagbog@gmail.com

Twister-trøje