God lørdag formiddag på bloggen, håber I har en dejlig dag.
Jeg har netop afsluttet noget tone i tone hækling. Endnu en teknik jeg længe har ønsket at afprøve …
Efterhånden mangler jeg jo ikke ligefrem hæklede køkken- og gæstehåndklæder. Men min yngste datter er glad for den petroleumsblå, så nu må hun stå for skud, og test håndklædet er derfor hæklet i “hendes” farver.
Jeg er glad for resultatet og synes det er pænt. Dog med en lillebitte slange i paradis! For mit indre blik havde jeg nemlig set en noget mere glidende overgang i farverne!
Tænker forklaringen på den manglende blide overgang kan skyldes for markante farveskift. Jeg skulle nok have valgt farver, som lå endnu tættere på hinanden. Alternativt have valgt endnu flere blå farver, så hver stribe af det hæklede var endnu mindre … ?
Nogen af jer som har erfaring med tone i tone hækling? Eller som alligevel vil komme med et bud på min manglende glidende overgang?
Tone i tone hækling
Der skal bruges 2 nøgler garn i hver ønsket farve.
Hæklet håndklæde – Perlehækling (Grums)
Uanset farveskiftet, er mønsteret pænt nok 🙂
Jeg har hæklet med nål 4, Bomuldsgarn 8/4, dobbelttråd.
55 lidt løse luftmasker + 1 m til at vende på
Perlehækling er lige ud af landevejen. På første række startes med en fastmaske, derefter skiftevis stgm, fm – sluttes med fm
Næste række er omvendt, start med stgm, derefter fm – rækken sluttes med stgm.
Husk 1 lm til at vende på, i hver række.
Hele håndklædet er hæklet med 2 tråde, ved overgangene erstattes den ene tråd med den næste farve
Opskrift på karklud i samme perlemønster kan du se i indlægget her
Tone i tone grydelapper
Jeg er begyndt på matchende grydelapper. De er hæklet på 27 lidt løse luftmasker + 1 lm til at vende på, men ellers samme fremgangsmåde.
På en eller anden vis synes jeg de er bedre i farveskiftet, så måske bør hvert farveafsnit være forholdsvis små …
Hvor er det bare fint ✨🦋🦋🦋
Taak 😀
Det er jeg rigtig glad for at høre 😀
Er lige”faldet” over din blog- skønne ting og flot at du ligge tips og opskrifter ud.
Glæder mig til at følge dig 😉
Skøn dag herfra
Tusind tak og rigtig hjertelig velkommen til.
Glæder mig over, at du vil følge med 🙂
Skøn aften til dig.
Bedste hilsener fra
Anja
Hvor meget garn skal man cirka bruge til et sæt grydelapper? Er en nøgle af hver farve nok (fire farver i alt) – og hvis ja, hvad ville det cirka give af rester?
Du kan sagtens nøjes med 4 nøgler, én i hver farve, til et sæt grydelapper.
Problemet er bare, at lapperne hækles med dobbelt tråd for at få de glidende overgange. Dvs først hækles 3-4 rækker med dobbelt tråd i én farve, derefter skiftes den ene af trådene til en af de andre farver. Her hækles 2 rækker, hvorefter den første tråd udskiftes.- og så fremdeles.
Så medmindre du vil vinde hvert garnnøgle om til 2, vil jeg anbefale, at du køber 2 nøgler i hver farve, og det vil give rester. Faktisk kan du hækle pænt mange lapper af 8 ngl
For at mindske rester kan du også nøjes med 3 farver pr. lap (6 ngl i alt) Så hækler du bare hver farve lidt større (ca 5 cm og hvert skifte ca 2 cm)
Gav det mening? 🙂
Mange tak for hjælpen! Det gab helt fint mening
Velbekomme 🙂
– Og god fornøjelse, hvis du beslutter dig for at hækle lapperne, trods de mange nøgler.