To pudsige planter

To pudsige planter, jeg undrer mig lidt over.

I vores have har vi et par hasselbuske. Den ene af buskene har både røde og grønne blade. Jeg har været ved at kigge ved buskens rødder, og umiddelbart ser det ud til, at det er samme plante og altså ikke både en rød og en grøn busk. Den skal intet høre for de miksede bladfarver. Synes det ser super flot og spændende ud. Bare anderledes. Har aldrig set det før. Jeg kender kun til den rent røde eller rent grønne udgave. Er der mon nogen, som kender til fænomenet? Eller er det mon en helt almindelig sort, jeg bare ikke kender til?

Den anden pudsige plante i haven, er en art af noget prydløg. Jeg satte løgene i efteråret (Og kan selvfølgelig ikke huske navnet på dem) og stik imod normal løg opførsel, spirede de med det samme og stod grønne hele vinteren. Jeg ventede utålmodigt i det tidlige forår, på at de skulle sætte knop og blomstre, men de lod vente på sig. Nu, på tærsklen til juli har de knopper, men stadig ingen blomstring, hmmm. Egentlig skulle de forlængst være afblomstret og forsvundet igen. Faktisk er de ret så meget i karambolage med de Hosta stauder, der på nuværende, var meningen, skulle dække for deres nedvisnende stængler.

Hvis de engang har tænkt sig at blomstre og siden visne ned, må jeg hellere flytte dem, så de kan få naboer, som bedre levner plads til deres lidt aparte opførsel.