Tips til shelter overnatning

Shelter overnatning er en pragtfuld, primitiv og pris-billig måde at holde ferie på. Man behøver ikke være fuldblods bushman for at få en kæmpe oplevelse ved et par dage i naturen.

Efterlad alle elektroniske devices derhjemme (NB! medbring en mobil + ekstra opladning til evt nødstilfælde). Stå af hverdagens stress og jag og nyd samværet med familie eller venner på en helt ny måde i pagt med naturen.

I dette indlæg har jeg samlet links, tips og ideer til skønne sov-i-skoven ferier, noget jeg selv nyder i fulde drag. Gennem de senere år er der heldigvis opført mange shelters rundt om i landet, ligesom der er kommet flere små naturpladser til overnatning i telt. Det glæder mig helt enormt, da det set med mine øjne, er en genial måde at holde små ferier eller weekender på.

Nogle af mine bedste ferier nogensinde, har været kanoture eller shelter overnatning. Jeg oplever, at på en eller anden måde medfører disse primitive naturferier en helt anden form for nærvær og virkelig tilstedeværelse. Hvis man samtidig undlader at medbringe iPads og en hel masse legetøj til børnene, er min erfaring, at de virkelig nyder at gå på jagt efter brænde og holde ild i bålet, snitte med dolk, udforske området og lege med forhåndenværende materialer.
Mine børn har ofte beskrevet den slags ferier som de allerbedste.

En del kommuner har opsat sheltere, hvor man booker på kommunens egen hjemmeside. Så tjek evt. din egen kommunes shelter muligheder.

Gode hjemmesider

Ellers er en af de største sider med oversigt over forskellige pladser til både telt og shelter Naturstyrelsens oversigt over shelter og teltpladser. Her findes en kort beskrivelse af de enkelte pladsers faciliteter, drikkevand, bålplads, toiletforhold og lignende og ligeledes oplysninger om, hvorvidt det pågældende shelter skal forhåndsbookes.

Shelter-oversigt.dk er endnu en mulighed at søge shelters på. Ligeledes med beskrivelser af de enkelte pladser.

 

Huskeliste

– Godt at medbringe på shelter overnatning:

  • Trangia + sprit og tændstikker
  • Vand og/eller vanddunk
  • Plastic service (Ikke engangs)
  • Spejder bestik
  • En grydeske og evt. en grilltang
  • Dolk
  • Udtræks-sav
  • Lommelygte
  • Toiletpapir
  • Flåt-tang og myggespray
  • Vådservietter
  • Brænde, lidt aviser og tændblokke
  • Køletaske og frosne elementer
  • Poser til affald
  • Førstehjælpskasse
  • Opvaskemiddel og -børste
  • Viskestykker
  • Reb og presseninger (mest til brug i kolde og regnfulde perioder, hvor presseningen bruges som afskærmning i shelter åbningen)
Derudover …
… Er der parkering forholdsvis tæt på, foretrækker jeg at sove på en foldemadras. Bunden i shelteret er noget hårdere, end at ligge i telt på græs eller skovbund. Kan det ikke lade sig gøre, alternativt et selvoppusteligt liggeunderlag.
  • Sovepose
  • Evt. hovedpude
  • I køligere perioder er ski undertøj godt at sove i + uldne sokker

Velegnede madvarer at medbringe på shelter overnatning:
  • Instant kaffe + coffeecreamer
  • Færdiglavet snobrødsdej i plasticpose til den første evt. anden dag
  • Bage kartofler indpakket i stanniol
  • Koteletter/Steak til første dag
  • Smør i små pakker
  • Pølser
  • Bacon
  • Pasta og ris
  • Dåser med hk. tomater, majs, champignon og lign.
  • Friske peberfrugter, løg, gulerødder og frugt
  • Tørret oregano, salt og peber
  • Makrel og andet fiskekonserves
  • Brød og boller
  • Saft, juice, sodavand
Tænk i madvarer som ikke er afhængig af køl, når køleelementerne er færdige.
En Trangia gryderet bestående af svitset bacon i tern, snittede grøntsager overhældt med hakkede tomater, serveret med pasta eller ris, er et evigt hit og smager altid fuldstændig fantastisk på sådan en tur ♡
 
Skulle der mod forventning ikke forefindes grillrist på pladsen, kan alternativet være at finde store, forholdsvis flade sten som lægges i bålet. Når de er rigtig godt varme og bakterier og andet krams er brændt af, er de pænt geniale at stege og bage på.
Flere steder er der gratis brænde til rådighed, men ikke alle steder kan man løbe an på det. Ofte synes jeg dog man kan finde tørt nedfaldstræ i området. For at være helt sikker på brænde til bålet er det en god idé selv at medbringe en sæk fuld. Husk, at man aldrig må save, hugge eller brække i friske træer.
Del endelig flere tips, ideer og gode råd i kommentarfeltet
Rigtig god tur

4 kommentarer til “Tips til shelter overnatning”

  1. Vi har også et par somre været i shelters.Det er oplevelser/ture som ungerne har talt meget om bagefter.
    Rigtige fine lister du har lavet.
    Jeg ved at jeg er nødt til at have en god madras med for at få sovet,for det er lidt for hårdt at ligge på et tyndt underlag eller også har det noget med alderen at gøre😉
    Det er en alletiders ferie form.Vi har ikke prøvet at være afsted,når det har været koldt,men det er garanteret også hyggeligt😊

  2. Tror det er alderen 😉 Jeg har også brug for en af de hersens folde-skumgummimadrasser. Ferieformen er perfekt til børn, det er fantastisk at se, hvordan de kan lege med simple ting og hvor meget de går op i at holde bålet ved lige og bare være. Tror aldrig jeg har oplevet nogen der keder sig 🙂 Også rigtig hyggeligt med en overnatning, som et familie arrangement med bedsteforældre, søskende, børnebørn osv.

  3. Hvor hyggeligt; min kæreste og jeg har overvejet at gøre det for skægs skyld, vi er begge FDF'ere fra gamle dage og med en flaske vin og et bål, kan det ikke gå rent galt 😉

    – A

Der er lukket for kommentarer.