Det er altså helt underligt! Men jeg har ikke flere bomuldsgarnrester!
Min garnkurv ser så underlig forkert ud! Farveløs og halvtom! Just nu, ligger der 8 nøgler sort uldgarn og 2 nøgler hvidt bomuldsgarn. Det er alt. Heldigvis er der råd for sådanne mangler og samtidig er jeg vældig fornøjet over min nye forårsfriske taske, hæklet af alle resterne.
Tasken er ganske simpel. Hæklet udelukkende i fastmasker. Mest har jeg brugt almindelig 8/4 bomuld, selvom der også har sneget sig lidt bomuldsbouclé og en enkelt stribe merceriseret ind. Det gør ikke noget. Jeg kan lide dens tætte og lidt rustikke hækling.
Fastmasker har den fordel at de er så tætte, at foer kan undværes. Samtidig værdsætter jeg det enkle og rolige udtryk fastmasker giver. Så kan der istedet leges med masser af farver og garnstrukturer, uden helhedsindtrykket ser rodet ud.
Jeg har hæklet med dobbelttråd for at øge tykkelsen og robustheden af tasken (og indrømmet, for at kunne bruge en større nål).
En rest læderrem fra gulvmåtten jeg viste forleden, har fået lov at agere lukning. Alternativt kan et bælte fra genbrug blive til mange læderremme.

Opskrift: Taske hæklet af restgarn 20 x 20 cm
- Bomuldsgarn 8/4, dobbelt tråd
- 2 små karabinhager
- 20 cm læderrem + en knap
- Nål nr. 4
- Hultang
- Stoppenål
- Hobbykniv
Start med 31 lidt løse luftmasker
- Omg: Start i 2. m fra nålen med 1 fm. Derefter hækles 1 fm i hver lm. I den allersidste lm i rækken hækles 3 fm. Drej arbejdet og hækl 29 fm tilbage, på den anden side af lm rækken, sidste fm skal sidde i samme m som den allerførste m du hæklede, saml omg med en km i 1. lm
- Omg: 1 lm, derefter hækles 1 fm i hver fm hele omgangen, saml med km i 1. lm
Forsættes som 2. omgang indtil tasken har den ønskede højde. Skift farve jævnligt. Jeg skifter kun én tråd af gangen. Synes det ser pænt ud og bidrager til det lidt tilfældige udseende.
Den allersidste omg. vendes og hækles fra vrangsiden, for at give tasken lidt struktur i afslutningen.
NB: Tasken kan snildt forøges i maskeantal, hvis du ønsker en mere rummelig taske. Du kan hækle præcis så mange ekstra luftmasker du måtte ønske. Opskriften er ikke afhængig af et bestemt maske antal.
TIP: Hækl enderne fra farveskift, med på bagsiden af tasken, så slipper du for en masse hæftearbejde.
Hæklet hank
– Taske hæklet af restgarn
Hanken har jeg hæklet med enkelt tråd, stadig på nål 4. Du kan sagtens anvende en mindre nål, hvis hanken ønskes mere fast. Jeg tænker det vil være en fordel med en fastere hank, hvis din taske skal være større end denne.
Lav en løkke og hækl derefter 5 – 7 fm om enden af karabinhagen (alt efter nål og bredde på din karabinhage) Afslut med en vende lm. Vend og hækl fm tilbage. Husk blot at afslutte hver række med en vende lm.
Hanken hækles til den ønskede længde er opnået. Min hank måler 110 cm. Derefter hækles fm om enden af den anden karabinhage. Træk tråden igennem og hæft ender.
Karabinhagerne klikkes nemt ind mellem maskerne i taskens sider.
Læderrem
– Taske hæklet af restgarn
I den ene ende af læderremmen skæres et knaphul på den lange led. En skarp hobbykniv fungerer bedst. Mål knappens diameter og skær knaphullet et par mm større. I den anden ende klippes 4 huller med hultangen.
Sy læderremmen fast midt på, på bagsiden af tasken. Og knappen på den anden side.

Klip 4 huller i læderremmen og sy den fast udvendig, på bagsiden af tasken.

Se også: Flot taske hæklet af firkanter
Lidt tidligt, men herfra ønskes I den bedste weekend
Er vild med den!
Tusind tak 😀 Det er jeg også, synes den blev ret god
Hvor er den fin 🙂 Skønt hvordan farver og kvaliteter udgør hele “dekorationen” – svære behøver det ikke være. Man behøver ikke kunne 17 forskellige slags masker 🙂
Og så lover den jo næsten sommer med masser at timer ved vandet.
Også en god weekend til dig.
Mange tak 😀
– Og lige præcis ifht. garn og farver! Den er super simpel og noget af det nemmeste at hækle 😀
Så fin den er. Du laver mange flotte tasker, punge mm. Kan du godt få dem afsat? Jeg har indimellem problemer med at finde aftagere i den nære omgangskreds. Det gode er dog, at der altid er modtagere, som trænger til lidt lunt, når det er koldt.
Jeg er nu igang med et forsøg, som jeg håber der er lidt held ved. Sælge det videre og alle pengene der kommer ind, går lige i børnebørnenes
ski-ferie-sparebøsse, men stadig kun en ide/tanke.
God weekend, når du kommer dertil
Mange tak 😀
Indtil videre kan jeg godt få afsat alle taskerne og pungene. Jeg spørger nemlig ikke! 😀
Som regel er der dog nogen, som kvækker om en bestemt af dem. Så får de den, som ekstra gave til jul eller fødselsdag. Tit kan jeg også finde på at bruge overskudsproduktion som værtindegaver. Det virker som om de bliver glade, men dybest set ved jeg det ikke 😀
Jeg er super spændt på at høre mere om dit nyeste forsøg, – og super god idé med penge til børnebørnene.
Hvor er den fin!. Jeg vil straks finde alle mine rester af bomuldsgarn frem 🙂
Tusind tak 😀 Og rigtig god fornøjelse med dine garnrester 😀
Tasker kan man bare ikke få for mange af.Den er super fin,skønne farve skift.
Får helt lyst til at få resterne brugt.😉
Jeg hæklede på et tidspunkt en taske ud af dynebetræk.Den har jeg også været glad for.Skønt med genbrug og brug af rester.😊
Dejlig weekend.
Præcis, tasker (og især genbrugstasker) kan man altid bruge, om ikke andet så til små gaver. Det gør jeg ihvertfald i stor stil 😀
Dejlig weekend til dig og god fornøjelse, hvis du beslutter dig for et reste-projekt 😀
Sikke en smuk taske. Læderremmen giver den virkelig den sidste finish. Hvor er den blevet flot.
Og fantastisk at den er lavet i rester.
Mange tak 😀
Jeg er også rigtig fornøjet over, at alle mine rester er brugt til noget fint nu 😀
Den er fantastisk sød, elsker de farver.
Mange tak 😀
Jeg elsker også bare de blålige farver. Friske og forårs-agtige. Vi trænger!
Det er en rigtig sød taske. Måske skille jeg overveje at hækle en, selvom jeg ikke har nogen aftager, men det har jeg heller ikke til mine karklude, mine toilettasker, kurve osv. Jeg flytter bare garn- og stoflager til lager af færdige projekter.
Tusind tak Pia 😀
Aftagere eller ej, er det ihvertfald en god måde at få brugt garnresterne på. Selvom det lyder noget øv, at du ikke har nogen aftagere!
Hej. Tror din flotte taske skal være et sommerferie projekt. Da man er fri for svære opskrifter. Til dem der har svært ved at komme af med tingene er der Facebook-grupper hvor man kan sælge de ting man laver. Eller på markeder, hvis man er til det. God sommer til dig🌞
Den passer da også helt perfekt som et lille hygge-sommerferie-projekt, og som bonus en ryddelig garnkurv at starte ud med efter ferien. Rigtig god fornøjelse og tusind tak for tippet ang. FB grupperne. Det er der helt sikkert flere som kan få glæde af. Både som købere og sælgere.
Rigtig god sommer til dig 🙂
Hej er nybegynder inden for hækling hækler du den rundt eller hækler du 2 stykker og monterer den inden rem osv bliver sat på
Hej Birgitte
Tasken er hæklet rundt på begge sider af luftmaskerækken (se omg. 1) 🙂
Vh. Anja
hej er det med vilje, der ikke skal også skal hækles 3 fastmasker i den anden ende
Hej Birgitte
Ja, det er det, for i den anden ende sidder den 1. fm du hækler, den sidste fm du hækler, samt 1. lm, som til sammen udgør 3 m 🙂
Vh. Anja
Hej Anja…Jeg er straks gået i gang med tasken. Den er så fin 😊. Jeg har fået hæklet 4-5 omgange, men er ny indenfor hækling. Kan du fortælle hvorfor man skal starte en omgang med en luftmasse og slutte en omgang med en kædemaske og ikke bare forsætte med fastmasker rundt og rundt?
Hej Iben
Hvis du blot hækler i spiral, (altså fortsætter med fastmasker, rundt og rundt) bliver din taske ikke lige høj i den allersidste omgang. Dvs. din taske får en bule dér hvor du stopper og lukker af. Det betyder selvfølgelig ikke det store når man hækler med fastmasker, som ikke er særlig høje. Hvis du synes, KAN du godt hækle i spiral og tilsidst lukke af med en kædemaske ned i fastmasken fra omgangen før, men som sagt vil din kant på tasken være ujævn. At forhøje hver omgang med en lm og samle med en km, giver en lige kant som afslutning.
Håber min forklaring giver mening 🙂
Vh. Anja
Tusind tak Anja, for din forklaring, som jeg tror jeg forstår 😀. Jeg er kommet et stykke videre, laver lm og km …… men jeg må gøre noget galt for min markør flytter sig…. og det er som om jeg tager ud. Så må vist starte om igen. Jeg lærer nok noget hen ad vejen 😕🙂
Mange hilsener Iben
Dejligt, hvis det giver mening 🙂
Når du hækler med km/lm udgør lm én maske, og du skal være opmærksom på, IKKE at hækle i den maske som luftmasken skal udgøre. Der kan godt være et lille mellemrum mellem sidste fastmaske på omgangen og luftmasken, hvor du skal samle med km.
Men altså, du kan roligt (hvis du synes alt det lm/km er noget rod), hækle tasken i spiral. Bulen i afslutningskanten vil ikke være stor fordi den udelukkende er hæklet i fm 🙂
Vh. Anja