Jeg sylter ikke længere i samme målestok, som da børnene var små, urtehaven stor og ambitionen om selvforsyning enorm. Dengang syltede jeg alt selv; sødt som surt. Jeg elsker virkelig at sylte. Det tilfredsstiller min forråds-trang og samtidig ved jeg, hvad der er puttet i glasset!
Det kan jeg godt lide.
Det kan jeg stadig. Så selvom pigerne forlængst er flyttet hjemmefra, og urtehaven skrumpet til udvalgte baljer, skal jeg gerne lige have fingrene i en omgang syltet hvert år. Bare en lille portion …
Sidste år var det chili, som røg i glasset, forrige år var det den søde omgang, med pærer og hybenmarmelade.
I år er turen kommet til squash’ene. Jeg har en enkelt plante i en stor zinkbalje. Godt nok er den tørstig, – jeg render i daglig rutefart for at dække vandbehovet, men den kvitterer pænt for skænken og sætter rigtig mange fine squash. Vi (squashplanten og jeg) er nu nået dertil, hvor jeg ikke længere kan spise mig ud af de mange frugter. De sidder derfor alt for længe på planten og bliver kæmpestore. – Men så egner de sig til gengæld glimrende i sylteglasset.
Jeg har syltet med forskellige krydderier, for masser af smag. Der kan sagtens tilføjes både mere sukker, samt skoldede løg og hvidløg, om man måtte ønske.
Sylter du mon selv?
Syltet squash
Giver ca 1,5 l
- 1 af de store forvoksede squash, eller 4-5 supermarkeds størrelse
- 1/2 dl groft salt
- 6 dl lagereddike
- 4 dl sukker
- 10-15 sorte peberkorn
- 4 friske dildskærme
- 2 små kviste frisk salvie
- 1/2 stærk frisk chili
- 2 kapsler stjerne anis
- Flydende Atamon
Syltet squash, dag 1:
Skræl squashen, flæk den på langs og skrab kernerne ud. En is-kugle-ske egner sig glimrende til formålet. Skær squashen i skiver, ligesom asier. Læg squash skiverne i en skål og drys saltet over. Rør lidt rundt, så saltet er pænt fordelt. Skålen sættes tildækket i køleskabet et døgnstid.
Syltet squash, dag 2:
Skold sylteglas og skyl dem med atamon. Skold dildskærme, salvie og chili, som fordeles i glassene. Læg 5-10 peberkorn i hvert glas sammen med en kapsel stjerne anis.
Kog eddike og sukker sammen i en gryde. Imens lagen koger sammen, skylles squash skiverne godt i rent, koldt vand og fordeles i glassene.
Kog lagen et par minutter, og hæld straks over squashen i glassene, som lukkes straks.
Har du ikke mulighed for at opbevare de syltede squash på køl, kan der tilsættes en tsk flydende atamon til eddikelagen. Atamon tilsættes når lagen er kogt op og gryden fjernet fra varmen.
Du er vældig flittig. Ser rigtig lækkert ud
Åh, jeg ved ikke 😀
At sylte er nu ganske nemt, men lækkert bestemt! 😀