Den sidste rest af mormordugen har fundet sin anvendelse ♡
Det var ikke nogen stor dug, så efter viskestykkerne var der kun en lille rest til overs. Lige præcis nok til et par matchende grydelapper.
I stedet for stof stropper har jeg slået et øje eller en øsken igennem stoffet (er faktisk ikke sikker på, hvad de hedder. Snørehul, tror jeg nok – nu jeg tænker efter) og derefter trukket en ruskindssnøre igennem. Jeg er jo super glad for små detaljer og denne er lidt ekstra fin. Ekstra detalje er også et lille stykke pyntebånd i hver sidesøm. Jeg er storforbruger af pyntebånd og har dem i alle mulige farver og mønstre. Et lille stykke pyntebånd syet i sømmen på sofapuder, tasker, punge eller som her, i grydelapperne giver lige lidt ekstra detalje og finesse ♡
Øjerne/snørehullerne kan købes i hobby- eller stofforretninger og slåes i med en ganske almindelig hammer, eller specialtang, hvis man har en sådan.
Cool grydelapper af genbrugsdenim, se her


Sy selv grydelapper af genbrugs dug, 2 stk
Du skal bruge:
- Kraftigt bomuldsstof eller en genbrugs dug
- Tæt presset, men tyndt pladevat
- 2 øjer/øskner/snørehuller + værktøj
- Ruskinds- eller lædersnøre i ønsket længde
- Evt. 2 stk pyntebånd af 5 cm
Klip 4 stykker stof på 23 x 23 cm (målet er med sømrum).
Klip 2 stk pladevat, også på 23 x 23 cm.
Læg 2 firkanter sammen, ret mod ret og læg dem oven på et stykke pladevat.
Sy gennem alle 3 lag, næsten hele vejen rundt, 1 cm fra kant. (Evt. fold det ene stykke pyntebånd dobbelt og sy det med i sidesømmen mellem de 2 stoflapper – folden indad) Lad en åbning på 10 cm være i den ene søm. Vend grydelappen gennem åbningen. Pres hjørnerne ud og stryg grydelappen glat og pæn langs sømmene fra retsiden. Buk åbningen ind og stryg den. Stik hele vejen langs grydelappens kant, så åbningen sys sammen og resten får en pynte stikning. Quilt/sy derefter en firkant hele vejen rundt på grydelappen, 5 cm fra kant. Slå et øje/snørehul i det ene hjørne og træk en lædersnøre igennem.
Gentag med næste lap.
Jeg bliver fortsat imponeret af dine fine genbrug, glæder mig til selv at prøve og af dine ideer.
Tak skal du have 🙂 Glæder mig til at se det du laver 🙂
HI hi så må jeg næsten sende billeder til dig, for med mindre det hunde orienteret så dukker det ikke op på bloggen. Det sagt en gammel dug kunne sagtens blive til en fin hundeseng, eller den pæne del af et dækken.
Kunne være fedt, hvis du kunne finde på relevante hundeting 🙂 Det ville jeg elske at se – men jeg modtager også gerne billeder pr. mail 🙂
Skal bare finde et godt hunde dækken mønster, helst et jeg enten får lov at ligge ud eller kan like til…. ellers må jeg jo prøve at lave et selv 😧😰
Øj, det lyder som lidt af en udfordring! Findes de (mønstre) i det hele taget … Ja, det gør de vel!
Har han et dækken i forvejen, du evt. kan tegne af efter og så lave en prøveopsyning?
Ja det findes, og ja han har… Derfor en mulighed at tegne efter…
Altså wow – de er bare få flotte!
Tak 🙂 Er også pænt fornøjet med dem, er vild med stoffet – virkelig lækkert! Lige som om kvaliteten var lidt noget andet dengang 🙂
Hvor er de fine,søde farver .
Rigtig sjov detalje med ruskinds snøren 😊
Tak 🙂 Sys også detaljen er ret god 🙂