Apropos mormor dug. De sidste broderi-rester fra dugen er nu udnyttet til fulde. Der er kun trevler og fraklip tilbage.
Det sidste stykke af det store broderi har jeg brugt som indvendig bund i brødkurven her. Borten fra kanten af dugen er blevet til ombukket på min brødkurv. Jeg er fuldstændig pjattet med det broderi – det er simpelthen så flot og min beundring for det stykke arbejde, der er lagt i det, kender ingen grænser. Glad for at det lykkes mig at genbruge det hele.
Som lovet, har jeg beskrevet, hvordan mønsteret på brødkurven tegnes samt en syvejledning. Er det kludret formuleret eller evt. andre spørgsmål, så skriv endelig
Sy selv brødkurv, 20 cm i diameter:
Mønster tegnes på mønsterpapir på følgende måde:
- Tegn en cirkel på 20 cm i diameter, vha en passer, tallerken eller lign. (Brødkurvens bund)
- Tegn et langt stykke på 68 cm (længden) x 15 cm (højden) (brødkurvens sidestykke)
- Klip 2 stk bund, husk 1 cm sømrum
- Klip 2 sidestykker, husk 1 cm sømrum
- Klip 1 bund og 1 sidestykke i vlieseline og stryg det på kurvens indvendige dele (på vrangsiden)
Sy sidesømmen sammen (den korte led) ret mod ret, på kurvens udvendige sidestykke. Stryg sømmene godt fra hinanden.
Sy sidesømmen sammen ret mod ret, på kurvens indvendige sidestykke, men sy kun et par centimeter i hver ende. Således at sømmen har et gab på ca 8-10 cm i midten af sømmen. Stryg sømmen på det syede fra hinanden.
Sy derefter udvendige sidestykke på, langs den udvendige bunds runding, ret mod ret, holdes lidt til.
Gentag med den indvendige bund og det indvendige sidestykke af kurven.
Du har nu 2 kurve, hvoraf den ene har hul i sidesømmen.
Læg de 2 kurve inden i hinanden ret mod ret og sy de 2 kurve sammen i sidestykkernes øverste kanter.
Vend kurven gennem åbningen i sidesømmen. Sy åbningen i sidesømmen sammen, enten i hånden eller med en udvendig stikning. Stryg kurven omhyggeligt. Buk kanten lidt ned og kurven er klar til brug.
Tak
hvor er den flot, elsker mønstret i bunden.
Tak. Jeg er også mægtig glad for at der lige var en rest broderi tilbage, som kunne blive til bund 🙂
Jeg så den godt på Instagram, og jeg er lige så tosset med den, som med puden. Du var virkelig heldig du fik fat på en SÅ fin dug! Jeg vil på loppejagt igen! 🙂 Du er godt nok også dygtig!
Tak . Ja, jeg var virkelig heldig med de duge, jeg kan beundre broderiet i lang tid, det er så smukt og fuldstændig perfekt syet. Imponerende!