I skal lige se det her. Jeg har bagt et brød. Et brød bagt helt uden gær!
Ikke et surdejsrugbrød, men et lysere surdejsbrød bagt uden gær. Tæt på jeg er barnligt begejstret, forundret og også lidt stolt!
Det har jeg aldrig, aldrig prøvet før. Jeg har ofte bagt med surdej, men det har altid været i kombination med gær. Men inspireret af TV udsendelserne med både Camilla Plum og Morten Lindberg omkring surdejsbagning, har jeg forsøgt at gøre kunsten efter.
Jeg har desværre ingen billeder fra selve processen, – Ærlig talt havde jeg ikke regnet med et positivt resultat. Af samme grund har jeg heller ingen præcis opskrift, da jeg udelukkende tog den på slump. Men som altid, fungerer Eponas dagbog som gemmested for mulige og umulige ideer, hvorfor jeg har skrevet fremgangsmåde til senere brug herunder.
Er du interesseret i surdejsbagning, kan udsendelserne med Camilla Plum og Morten Lindberg varmt anbefales. Mener de stadig ligge i DRs arkiv.
Se også: Gammeldags sigtebrød, bagt med surdej. Dog i kombination med gær.
Surdejsbrød bagt uden gær
- Vand
- Fuldkorns speltmel
- Sigtet speltmel
- Ølandshvede
- Honning
- Kærnemælk
Jeg startede ud med at røre 5 dl koldt vand og ca 6-7 dl mel (halvt sigtet, halvt fuldkorns speltmel) sammen i en skål. Tilsatte 1 tsk honning og et skvæt kærnemælk. Blandingen skal være som tynd grød.
Skålen står herefter på køkkenbordet i et par dage. På anden og tredje dagen fodres blandingen med 1 deciliter vand og 1 dl ølandshvede, som røres i. Står forsat på køkkenbordet.
På 4.-5. dagen begynder blandingen at boble og dufte syrligt. På 5. dagen, om aftenen, tilsatte jeg 2 spsk salt, 1 dl vand og rørte hvedemel i, indtil blandingen var ret fast. Dog ikke så fast at den skulle æltes. Altså, stadig en forholdsvis våd dej (som lige inden man normalt ville give sig til at ælte med hænderne).
Derefter står dejen til næste dag. Igen på køkkenbordet, og nu hæver den virkelig. Næste dag, på 6. dagen hældes et godt lag mel på køkkenbordet og dejen hældes forsigtigt ud på melet og vendes yderst forsigtigt rundt. Jeg lod dejen ligge på det tykke mel lag, mens ovnen varmede op.
Opvarm ovnen til 250 grader. Sæt en støbejernsgryde derind i en halv time, så den er rygende varm.
Gryden ud af ovnen. Pas på, den er virkelig varm. Læg forsigtigt den meldækkede dej i gryden. Låg på og ind i ovnen igen. Bager en halv time med låg og derefter et kvarter uden låg.
Brødet afkøler på rist.
Har du ikke en støbejernsgryde kan en stegeso anvendes. Da dejen er forholdsvis flydende, er det en fordel at bage i form. Derudover bevirker låget, at der dannes en ovn i ovnen, som giver en virkelig sprød og lækker skorpe.
Bedste mandag til jer
Uhhhmmmm, surdejsbrød er bare sååååå lækkert. Lige denne måde du beskriver, har jeg ikke prøvet, men bagte selv rugbrød i flere år på en surdej jeg selv havde startet.( også en af Camilla Plums opskrifter ) Mon du kan tage en klat fra denne dej, gemme til næste gang og starte den op, når du igen skal bage det brød?
God dag og aften til dig
Ja, det blev mega lækkert … Sådan ret uventet. Havde slet ikke troet det ville lykkes 😀
Jeg har taget dej fra til at eksperimentere videre med. Spændt på om det kan lade sig gøre.
God aften til dig
Tusind tusind tak for tricket med støbejernsgryden! Det gjorde lige forskellen for mit surdejsbrød!!! 🙏
Velbekomme 🙂
Hvor er jeg glad for at høre, at du kunne bruge tricket – Det gør altså bare det sidste for et godt brød 🙂