Sunde snacks, statistik og noget om nytårsforsætter

Rigtig godt nytår til jer alle. Håber I hver og én kom bedst muligt ind i 2018.

Det er jo egentlig lidt pudsigt, det her med et nyt år. Især trangen til status og nytårsforsætter. For i realiteten, er en hvilken som helst dag, så god som nogen, til at gøre status og se både forlæns og baglæns.

Jeg har aldrig haft et decideret nytårsforsæt, a la; mere motion, at tabe 5 kilo, spise sundere og den slags. Alene af den grund, at jeg aldrig har troet på det. Virker det for andre, er det super fint! Men for mig, skal motivationen være tilstede og den kommer desværre ikke, blot fordi et nyt år skydes ind.

Dog indbyder et nyt kapitel, et nyt år, alligevel til tanker og status. Jeg har altid været optaget af de store eksistentielle spørgsmål, præmisser og følelser: Spørgsmål som, hvad er meningen med livet, frygten for at miste, angsten for døden osv., osv. – Grundvilkår i et hvert menneskeliv. Bevidst eller ubevidst.

Normalt er denne optagethed af de eksistentielle vilkår og/eller kriser, ikke noget bloggen bærer præg af. Eponas univers er primært til glæde, skønhed og kreative udfoldelser. Præcis dét, som giver mig energi og virkelyst.

Men, når jeg nu er igang med tanker, nytårsforsætter, tilbageblik og fremtidsønsker, bliver dette indlæg, derfor ét af de mere tænksomme fra mine taster.

Sidste år tog mit “forsæt” udgangspunkt i et citat af Pippi Langstrømpe. Jeg husker det ikke længere ordret, men essensen i citatet er, at selvom man ikke har prøvet det før, kan man helt sikkert godt alligevel!

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert” – Noget i den stil!

Et fantastisk citat til at indgyde mod og selvtillid. At have tiltro til sig selv og egne evner og blot kaste sig ud i nye ting, med fuld tillid til, at det kan man sagtens.

I år tager mit nytårsforsæt udgangspunkt i dette smukke og tankevækkende digt af Virginia Satir.

Kort opsummeret kunne overskriften være: Sats, mens du er her.

Eller: At turde, at turde, og ligger meget godt i tråd med Pippis tilgang om at tro på det gode! At slippe kontrollen og alle de bekymringer, som måske reelt aldrig bliver virkelige, og istedet være tilstede i nu’et.

Alt sammen noget jeg gerne vil være meget bedre til. Noget jeg dagligt øver mig på. Men, hvor er det svært! I vores vestlige kultur er vi alle, mere eller mindre, opdraget til at gå med livrem og seler, at lade fornuften og (frygten for) fremtiden styre de fleste af vores valg. En udpræget hjerne-kultur, hvor det rationelle og logiske styrer over kroppens fornemmelser og de følelsesmæssige behov.

Digtet giver virkelig anledning til refleksion. Meget apropos i et nyt år, jo 🙂

Har I mon nogen nytårsforsætter, nogen I vil dele?

Og hvad tænker I mon om Virginia Satirs tankevækkende digt?

Del endelig …


Sunde snacks

Er nytårsforsættet derimod at spise sundere, kan indlæggets egentlige indhold, sunde snacks, godt anbefales.

Oven på den søde, fede, men absolut skønne julemad, har jeg fået en ubændig trang til sunde snacks. Sprøde danske Cox orange æbler skåret i skiver og smurt med lidt crunchy peanutbutter. Det er godt, rigtig godt!

Sunde snacks

Sunde snacks

  • Sprøde danske æbler
  • Crunchy peanutbutter

= vitaminer, mineraler, fibre, sunde fedtstoffer og masser af velsmag!

Status for Eponas dagbog 2017

Epona skal selvfølgelig heller ikke snydes for lidt nytårsstatus, derfor en kort statistik over de 10 mest læste indlæg i 2017:

1. Den hæklede firkant med rund midte

2. Den hæklede kosmtikpung med boblerne

3. Køkkenhåndklædet hæklet af firkanterne med rund midte

4. De hæklede karklude med fint hjerte-mønster

5. Gammeldags sigtebrød, bagt med surdej

6. Den allernemmeste opskrift på hæklede karklude

7. Den skønne hæklede kosmetikpung med stjerner

8. Billede-guiden til isyning af lynlås og foer i en lille taske eller pung

9. De hæklede karklude med stjernemønster

10. Morten skildpadde & frue, hæklet legetøj

I den forbindelse vil jeg gerne benytte lejligheden til endnu engang, at sige jer alle en stor tak. Tak fordi I læser med, tak for jeres engagement, både på mail og i kommentarfeltet. I er med til at give Eponas dagbog liv og gøre bloggen til et rart sted at være, hvilket jeg er evigt glad og taknemmelig for!

Forsæt endelig 😀

Endnu engang godt nytår til jer alle

Æble snack

2 kommentarer til “Sunde snacks, statistik og noget om nytårsforsætter”

  1. Hvor er det et smukt og tankevækkende digt.-og Ja, hvor har hun ret.
    Nytårsfortsæt virker ikke for mig(har prøvet😉) i hvert fald ikke mht motion og sund kost evt.
    Men jeg vil virkelig gerne gøre mere som der står i digtet eller huske hvor heldig Jeg er for at være til.
    Den svære del er når hverdagen kommer med udfordringerne /problemerne, når det hele går lidt for stærkt. Der har jeg i hvert fald behov for lige at stoppe op og huske mig selv på, hvad der er vigtigt i mit liv og hvad der ikke er……
    Jeg glæder mig til at følge med her hos dig i 2018😊

    • Ja, er det ikke bare så smukt og tankevækkende … Jeg er så vild med det!
      Og hvor har du ret, det er når hverdagen, pligterne og travlheden indfinder sig, at det kan være enormt svært at huske på dét, der er allervigtigst.
      Og mange tak – Jeg glæder mig så meget over, at du følger med her hos mig 😀

Der er lukket for kommentarer.