Sofus trøjen – Hæklet forårstrøje til de små.
Som opfølgning på det hjemmelavede tøj til de små drenge, eller piger for den sags skyld, er jeg gået i gang med forårsgarderoben i størrelse lille.
Slut med de varme uldgarner, og ind med den mere sommerlige bomuld.
Til en start har jeg designet Sofus trøjen, en fin to-farvet og hel enkel, rillemønstret bomuldstrøje med ribkanter.
Hele trøjen er hæklet i stangmasker, som er hæklet i bagerste maskeled. At hækle i bagerste led giver de pæne riller og bidrager samtidig med noget lethed til trøjen.
Se også: Sune basis sweater til børn, str. 1-5 år

Sofus trøjen, hæklet trøje til de små
Str. 12 (18) mdr
- Nål nr. 3 og 3,5
- 3 ngl. i farve 1 og 2 ngl. i farve 2
- 8 maskemarkører
Garn anbefaling
Reklame-link
Mayflower Cotton 8/4 eller Mayflower Cotton 1
Mayflower Cotton 8/4 – et 100% bomuldsgarn. Et rent naturprodukt, som både er pris-billigt, let at hækle med og behageligt mod huden. Når man hækler beklædning af 100% bomuld kræver det dog, at tøjet jævnligt tørretumbles efter vask, da bomuldsgarn let trækkes ud af facon og bliver stift uden brug af tørretumbler.
Har man ikke tørretumbler, anbefaler jeg at hækle trøjen i Mayflower Cotton 1, som er en bomuld/akryl blanding, der ligeledes er behagelig mod huden, let at hækle med og samtidig holder faconen bedre og er blødere uden brug af tørretumbler.
Jeg har hæklet min Sofus trøje i Mayflower cotton 8/4, i farverne Støvet limegrøn samt armygrøn.
Info
Sofus trøjen hækles oppe fra og ned.
Trøjen er hæklet med raglan-udtag på hver side af de markerede masker. De markerede masker fremgår af opskriften. Markér disse masker, hver gang du har hæklet dem.
Efter første omgang hækles alle masker i bagerste maskeled for at opnå rillemønsteret, pånær de markerede masker, som hver omgang hækles som almindelige stangmasker.
Alle omgange samles med km i 3. lm og vendes med 3 lm som udgør den midterste maske ned gennem ryggen på bærestykket. Der hækles således skiftevis fra ret- og vrangsiden.
Når ærmegabene er hæklet brydes garnet og omgangene samles herefter langs den ene sidesøm.
Opskrift herunder

Sofus trøjen
12 (18) mdr.
Begge størrelser:
Med nål nr. 3,5 hækles 96 lm med farve 1, samles til en ring med en km
- 3 lm, som tæller for m nr. 1. I hver af luftmaskerne 2 – 13 hækles 1 stgm, hækl 2 stgm i lm nr. 14. 1 stgm i hver af luftmaskerne 15 og 16 (marker disse 2 masker), 2 stgm i lm nr. 17. 1 stgm i hver fra nr. 18 – 32, 2 stgm i lm nr. 33. I 34 og 35 hækles 1 stgm i hver (marker disse masker). 2 stgm i nr. 36. Fra luftmaske nr. 37 – 61 hækles 1 stgm i hver, 2 stgm i nr. 62. 63 og 64 hækles med 1 stgm i hver (marker de 2 m), 2 stgm i nr. 65. 1 stgm i hver fra luftmaske nr. 66 – 80, 2 stgm i lm nr. 81. I nr. 82 og 83 hækles 1 stgm i hver (marker disse m), 2 stgm i maske nr. 84, 1 stgm i hver af de sidste masker, 85 – 96. Saml omg. med km i 3. lm (Denne side er retsiden), vend
- 3 lm, derefter 1 stangmaske i bagerste maskeled i hver maske, udtag på hver side af de markerede masker. Udtagene hækles ligeledes i bagerste maskeled. De markerede masker hækles som alm. stangmasker. Markér disse masker hver gang de er hæklet. Omg. samles med km i 3. lm, vend
- Gentag omg. 2 ialt 14 (16) gange, således at der i alt er hæklet 15 (17) omgange
Ærmegab
I omg. 16 (18) hækles for og bagstykke sammen, så der dannes ærmegab. I denne omgang er raglan udtagene færdige og de markerede masker markeres ikke længere. (Se billeder herunder).
Start som vanligt med 3 lm, derefter 1 stgm i bagerste led i hver maske.*Der hækles ikke udtag før de markerede masker. I den første markerede maske hækles 1 stgm i bagerste led, i den 2. markerede maske hækles 2 alm. stgm + 5 lm. Bøj forstykket hen til bagstykket og stik nålen i den 1. markerede maske, her hækles 2 stgm, forsæt med 1 stgm i bagerste led i hver maske* hen over forstykket og gentag * – * ved næste ærmegab. afslut omg. med stgm i bagerste maske led hen over bagstykket og saml med km i 3. lm, bryd garnet og træk igennem.
Billedeguide til ærmegab

Ingen udtag før de markerede masker. 1 stgm hæklet i bagerste led i den første markerede maske. 2 almindelige stangmasker i den 2. markerede maske + 5 lm.

Bøj forstykket hen til bagstykket.
Slå garnet om nålen og stik i den første markerede maske. Her hækles 2 almindelige stangmasker. Forsæt med at hækle 1 stangmaske i bagerste maskeled i hver maske indtil næste ærmegab, hvor fremgangsmåden gentages.

For og bagstykker er hæklet sammen. Saml omgangen med km i 3. lm midt på bagstykket. Bryd garnet og træk igennem
Under ærmegabene – Trøjens krop
Resten af trøjens krop hækles med samlingen langs den ene sidesøm (Se billeder herunder):
Fra retsiden stikkes nålen i den midterste af de 5 lm under ærmegabet. Fastgør garnet og hækl 3 lm, derefter hækles 1 stgm i hver af de næste 2 lm og 1 stgm i bagerste maskeled i hver stgm. Gentag under næste ærmegab med 1 stgm i hver af de 5 lm, forsæt med stangmasker i bagerste maskeled. Omg. sluttes med 1 stgm i hver af de sidste 2 lm, saml omg. med km i 3 lm, vend

Fra retsiden stikkes nålen i midterste luftmaske under ærmegabet. Træk garnet igennem, løkke + 3 lm. Dette er første maske.

1 stangmaske i hver af de næste 2 luftmasker

Forsæt med stangmasker hæklet i bagerste maskeled
Resten af trøjens krop
Herfra hækles omgangene udelukkende som stgm i bagerste maskeled. ikke flere udtag. Omgangene samles med km i 3. lm. Alle omg. vendes forsat med 3 lm. Gentag indtil sidesømmen måler 12 (14) cm.
Når sidesømmen måler 12 (14) cm skiftes til farve 2. Farveskiftet bliver pænest, hvis der startes i en omgang hæklet fra retsiden. Forsæt med at hækle stangmasker i bagerste led indtil sidesømmen måler 16 (18) cm. Slut med en omg. hæklet fra retsiden. saml med km, vend
Rib
Når sidesømmen måler 16 (18) cm skiftes til nål 3.
3 lm. Fra vrangsiden hækles en omgang almindelige stangmasker gennem begge led, saml med km i 3. lm, vend
3 lm, som udgør 1 maske, derefter hækles reliefmasker – rib (stangmasker hæklet om selve maskestolpen). Der hækles fra skiftevis ret og vrangsiden. Omg. samles med km i 3. lm, vend
Reliefmasker har jeg vist og forklaret med billeder i dette indlæg
Forsæt. med at hækle omgange med reliefmasker indtil sidesømmen måler 20 (22) cm
Ærmer
Fra vrangsiden stikkes nålen i den første “rigtige” maske (den første af de 2 udtagsmasker). Se billede herunder

Fastgør med løkke, hækl 3 lm. I samme m hækles en stgm, forsæt med at hækle 1 stgm i bagerste maskeled i hver maske op over skulderen. I sidste “rigtige” m hækles 2 stgm + 3 lm, vend
1 stgm i 1. m, derefter 1 stgm hæklet i bagerste led i hver m, 2 stgm i 3. lm, saml omg. med km, 3 lm, vend (Se billede herunder)

Alle masker hækles herefter som stgm i bagerste maskeled, omgangene samles med km i 3. lm og omgangene vendes med 3 lm. Der hækles 2 indtag fordelt på omgangen i hver. 5. omg.
Når ærmet måler 12 (14) cm, målt langs indersiden af ærmet, skiftes til farve 2
Når ærmet måler 18 (20) cm startes på ribben/ reliefmaskerne hæklet med nål 3, de hækles efter samme princip som trøjens nederste kant. Bryd garnet og træk tråden igennem når ærmet måler 22 (24) cm
Reliefmasker/rib langs halskanten
Med nål 3 fastgøres garnet fra vrangsiden i 3. lm midt bag, løkke + 3 lm, derefter 1 stgm i hver m halsen rundt, saml med km i 3. lm, 3 lm, vend
Fra retsiden hækles reliefmasker skiftevis for- og bagom maskestolpen, saml omg. i 3. lm, 3 lm, vend
Gentages i alt 4 omg.
Montering
Hæft ender og sy ærmet ned til ærmegabet fra vrangsiden
Se også: Sofus i en cardigan version

Værsgo’
Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer til gengæld at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier.
Hvor er den fin… smukt arbejde😍Jeg bliver så inspireret af dig… har i den grad taget dine anvisninger om reliefmasker til mig🙆🏼♀️
Tusind tak Bodil, det er jeg simpelthen så glad for at høre 🙂
Selv er jeg også kæmpe fan af reliefmasker, – den allerbedste rib til brug i praksis, efter min mening. Og så er det pænt 🙂
Hej,
Tror du at trøjen kan hækles i merino uld?
Mvh Ann
Hej Ann
Det tror jeg sagtens den kan 🙂
Vh. Anja
Nøj den er fin! Kan du mon afsløre målene på trøjen? overvidde og længde på ærmer og krop? På forhånd tak.
Lone
Hej Lone
Tusind tak 🙂
Da trøjen for længst er givet videre og taget i brug, har jeg desværre ikke mulighed for at måle den. Men jeg kan se i opskriften at sidesømmen skal måle 20 (22) cm og indersiden af ærmet skal måle 22 (24) cm, hvis det kan hjælpe dig.
Vh. Anja
Hej. Hvordan hækler man raglan udtag?
Hej Anne Marie
Raglan udtagene består af 2 stgm i én og samme maske på hver side af de markerede masker
Vh. Anja
Hej
jeg er vild med dine opskrifter.
mangler en til lidt større børn, er det noget du har.
mvh
Kirsten
Hej Kirsten
Tusind tak, det glæder mig at høre 🙂
På nuværende har jeg desværre ikke større end str. 1 1/2 år, men det kommer helt sikkert 🙂
Vh. Anja
Super fin trøje, men når jeg forsøger at hækle bunden med rib, kommer den ikke til at gå så fint indad som den gør på dine billeder, men går bare fuldstændig lige ned, på trods af, at jeg har skiftet til nål 3 – har du et bud på, hvad jeg gør forkert? skal omg. i ribkanten stadig startes med 3 km?
Hej Nanna
Ja, rib-omgangene startes forsat med lm, som udgør 1. m.
Jeg tænker ikke du gør noget forkert :), men vi hækler alle forskelligt og får strammet reliefmaskerne mere eller mindre.
Jeg ville forsøge med nål 2,5 og se om ikke det bliver bedre 🙂
Pøj pøj med forsøget
Vh. Anja
Tusind tak for svar 😊
Selv tak 🙂 håber det lykkedes rigtig pænt for dig 🙂
Hej. Flot flot opskrift😍. I ærmet skal man vende med 3 luftmasker – tæller de for en stangmaske her?
Mange tak 🙂
Ja, de 3 lm udgør 1 m
Tak for et hurtigt svar😊
Selv tak 🙂
Hej.
Hvilken hæklefasthed hækler du med? Det er meget sjældent at nål-størrelsen passer på de projekter jeg hækler, så jeg plejer altid at lave en lille hækleprøve så jeg kan se om det passer nogenlunde når jeg arbejder med tøj, men det er svært uden at kende din hæklefasthed 😊
Hej Minna
Trøjen er for længst givet væk, og jeg har ikke målt hæklefastheden.
Mit umiddelbare gæt, når jeg tænker på garnet og nålen jeg har brugt, er det 22 m = 10 cm
Vh. Anja
Hej 🙂 Jeg har lidt problemer med at de 3 lm jeg laver i hver omgang der udgør ryggen, kommer til at danne 2 små huller på hver side af de 3 lm. Ser din ryg også sådan ud? (jeg kan nemlig ikke lige finde nogle billeder af din trøje set bagfra).
Hej Nellie
Du vil altid kunne se, hvor trøjen er samlet i ryggen, men der skal ikke, på den måde, være huller. Jeg tænker du med fordel kunne vende med 2 lm i stedet for 3.
Vh. Anja
Hej 🙂
Jeg er ret ny indenfor hækling, har indtil videre kun hæklet vaskeklude og rundeller. Men jeg drømmer om at begive mig ud i en sweater til min datter. Hun rykker snart ind i str 104. Er det muligt at bruge denne opskrift med små ændringer, så den passer en str 104? Hvis ja, hvordan?
Kh Pernille
Hej Pernille
Trøjen hækles oppe fra og ned, og er derfor let at tilpasse. Hvis din datter kan få opslagsomgangen over hovedet, kan du blot hækle flere omgange end de
15/17 omgange der er angivet under omg. 3 i opskriften.
Vh. Anja
Tusind tak for svar. Der er jo ikke andet for, end at prøve at begive sig ud i det x
Rigtig god fornøjelse 🙂
Mange tak 🙂
Lad mig endelig vide om det fungerer 🙂
Hej…så blev jeg færdig med min første Sofus trøje STR 12 mdr.😁 den er bare lækker og overskuelig at hækle. Super mønster. Jeg brugte Drops Flora i lysegrå og lyseblå.
Tusind tak Lone 🙂 Det er jeg rigtig glad for at høre 🙂
Jeg vil gerne tro, at trøjen er rigtig skøn i Drops Flora, – Jeg elsker simpelthen Drops Flora, det er sådan et anvendeligt garn, til en god pris, som samtidig er nemt at hækle med og som holder faconen pænt uden fnuller. Jeg vasker desuden mit i vaskemaskinen på uldprogram og det går fint 😀
Vh. Anja
Hej 😊
Jeg er næsten lige startet på denne fine trøje. Jeg har dog et spørgsmål.. De 96 masker jeg hækler sammen først, og sætter sammen med en km – er dette omkredsen til hovedet? for jeg synes at det ser lidt småt ud 😊Ellers en rigtig fin opskrift, den virker nem og overskuelig 😍
Vh. Anne Cathrine
Ja, det er hovedomkredsen.
Jeg hækler til den løse side, så hvis du synes det virker for småt/stramt, skal du nok prøve med en nål, der er et halvt nr. større 🙂
Vh. Anja
Tusind tak for svar! Det prøver jeg. God påske 🌞
Velbekomme
God påske 🙂
Hej. Kan se du næsten lige har hæklen trøjen. Jeg skal også til at hækle sofustrøjen i str. 12 md. Kan du fortælle mig hvilken hæklefasthed den har, samt mål i cm?
Hej Grith
Jeg hæklede trøjen for et år siden 🙂
Hvis du ser svar til Lone og Minna, vil du finde svar på dine spørgsmål.
Vh. Anja
Hej 😊
Hvor stor er ærmevidde målt i cm til str. 12 mdr ?
Mange hilsener
Hanne
Hej Hanne
Se svar til Lone længere oppe, hvor jeg opgiver de eneste mål jeg har
Vh. Anja
Hej Anja,
Når du i dit svar til Lone tidligere har skrevet indersiden af ærmet måler 22 cm (str 12 mdr), mener du så længden af ærmet eller er det omkredsen/ærmevidden du mener ?
Hilsen Hanne
Indersiden er altid fra nederst ærmegab og ned mod håndleddet … Men da trøjen hækles oppefra og ned og ligeledes ærmerne, kan længden jo bare justeres