Kender I det, at nogengange, lige pludselig, skal der bare ske noget … noget nyt og helt andet? Hos mig er der ikke altid så langt mellem tanke og handling. Hvilket både kan være en fordel og en ulempe. Nogen gange er jeg for hurtig og fortryder. Andre gange er det en kilde til stor glæde med min hurtighed.
Helt spontant er “grå ihvertfald blevet det nye sort” her hos mig. En aften sad jeg nemlig og kiggede på alle vores hvide vægge og fik en ustyrlig lyst til at male en af dem grå. Som tænkt, så gjort. Heldigvis ser det virkelig super ud og jeg er simpelthen mægtig glad for min nye væg. Den giver rummet karakter og samtidig er den rigtig fin til alle de hvide vægge, men også super god til den rå murstensvæg. Faktisk er jeg blevet så bidt af den grå farve, at jeg lige nu leder efter endnu en væg at male – måske en lille én i gangen …
Men ny vægfarve = nye puder, sådan er det. Lige pludselig synes jeg de sarte pastelfarver “forsvinder” lidt til den grå farve. Derfor har jeg til en start syet en flot vinrød velourpude, der giver en lille klat varme og kontrast til de grå og hvide vægge.
Sy selv pudebetræk
Pudebetrækket måler 40×40 cm.
Jeg klippede 2 firkantede stykker stof på 42×42 cm, overlockede hvert stofstykke på alle 4 leder.
Derefter syede jeg en 40 cm lynlås fast (lynlås ret mod stof ret) på hvert stykke. Puden syes derefter sammen på de 3 øvrige sider, ret mod ret. Husk at åbne lynlåsen inden puden syes sammen, så betrækket kan vendes.