I forbindelse med Cirkeline håndklæderne, men også tasken hæklet af firkanter, er I flere som har spurgt efter en opskrift på, hvordan jeg hækler mine firkanter sammen med kædemasker.
Det gav mig ideen til at lave denne lille billedeguide af sammenhækling af firkanter med kædemasker.
Kædemasker giver en fin, forholdsvis flad sammenhækling, som dog alligevel indrammer firkanterne på en smuk tredimensionel måde. Jeg synes det er pænt at hækle sammen fra retsiden, men de kan lige så fint hækles fra vrangsiden, hvis man synes det er pænere.
Sammenhækling af firkanter med kædemasker
2 firkanter lægges sammen vrang mod vrang, som på det allerøverste billede.

Stik nålen gennem de 2 bagerste maskeled af den første maske på hver firkant (de 2 led som vender ind mod hinanden). Læg garnet over nålen og hent det igennem de 2 masker.

Garnet er hentet og du har nu en løkke. Slå atter garnet om nålen og træk igennem løkken, så du hækler en luftmaske.

Luftmasken er hæklet

Stik nålen i de næste 2 maskeled over for hinanden, hent garnet igennem maskeleddene.

Garnet er hentet. Træk nu garnet helt igennem masken på nålen, så du hækler en kædemaske.

Første kædemaske er hæklet

Stik atter nålen gennem de 2 næste led over for hinanden. Hent garnet og træk igennem masken på nålen, så næste kædemaske bliver hæklet.

Forsæt … Vær blot opmærksom på, ikke at hækle dine kædemasker for stramt!

Efter de 2 sidste masker er hæklet sammen, brydes garnet og tråden trækkes igennem.
Hæft ender og damp sammenhæklingen med strygejernet.
Færdige projekter, hvor jeg har hæklet sammen med kædemasker fra retsiden, kan du se HER, HER og HER
♡♡♡
Fin billedguide – nem at følge. Mange tak :o)
Tusind tak, det er jeg rigtig glad for at høre 🙂