Sådan laver du en opslagstavle af korkpropper


Endelig var der korkpropper nok og jeg glæder mig sådan til at dele dette indlæg med jer. 

Min nye opslagstavle af korkpropper fra vinflasker er færdig. En idé jeg har puslet med rigtig, rigtig længe.

Det har taget ekstremt lang tid at samle alle de vinpropper og jeg har mange gange haft dem oppe at ligge i rammen. Blot for at konstatere at der endnu ikke var nok. Vi drikker ikke sådan specielt meget vin og desuden synes jeg at flere og flere tapperier går over til plasticpropper. Så det har virkelig taget sin tid. Rent faktisk har jeg samlet i flere år.

Det kunne nok gøres hurtigere, hvis jeg var lidt bedre til at huske at bede om propperne når vi har været i byen. Men ofte er jeg først kommet i tanke om det bagefter. Tsk, tsk.

Men, nu var der så endelig korkpropper nok, og i dag har jeg lavet tavlen færdig og hængt den op. Den er så fin <3

Har du lyst til selv at lave en, er det ikke spor svært. Det tager bare noget tid at samle korkpropper nok. Det kommer selvfølgelig også an på, hvor stor man vil have den.

Opslagstavle af vinpropper

Sådan laver du en opslagstavle af korkpropper

  • 1 stk ramme i ønsket farve og størrelse, min er fra IKEA
  • Korkpropper
  • Siliconefugemasse eller evt. malerfuge

Når du har nok korkpropper, koges de i en gryde med rigeligt vand. Kog dem godt igennem. Dette gør man for at korkpropperne svulmer op og får sin oprindelige form igen. Det hjælper også på lugten, som forsvinder på den måde. Gammel rødvins lugt er altså knap så charmerende  

Lad propperne gennemtørre.

Pil glasset ud af rammen. Saml rammen igen uden glas og fordel siliconefuge indvendigt i rammen på træpladen/ den indvendige bagbeklædning. Læg korkpropperne i det ønskede mønster. Det er en god idé at afprøve mønstret inden man limer dem fast, så man er helt sikker på, hvordan de skal ligge.

Lad fugemassen tørre og opslagstavlen er klar til brug.

Se også: Cool opslagstavle af genbrugsjeans

Sådan laver du en opslagstavle af korkpropper

Opslagstavle af korkpropper

4 kommentarer til “Sådan laver du en opslagstavle af korkpropper”

  1. Hej Epona, sjovt at se denne opslagstavle her! Vi har nemlig en magen til, lavet af min amerikanske svoger, der bor i Californien, i nærheden af vinmarker. Da de nyder en del vin, var det oplagt for ham at lave opslagstavler til familien. Vi fik vores i 90’erne engang og den hænger i vores køkken-alrum. Der hænger dog kun et postkort på tavlen, for vi vil ikke klistre den til. Er ret glade fro den. Hilsen Helle / Ps: Tak for tippet til karkludene og den hæklede ‘kurv’:

    • Hej Helle

      Tusind tak for din kommentar 🙂

      Jeg er også rigtig glad for min tavle, som jeg heller ikke nænner at plastre til med opslag 😀

      Vh. Anja

  2. Skøn ide jeg vil selv igang med at lave en stor en😊 HOrlænge vil du mene propperne er om at tørre?

    • Ei, det lyder herligt med en stor opslagstavle 🙂 Jeg mener jeg lod mine tørre et døgnstid inden jeg klæbede dem op 🙂

Der er lukket for kommentarer.