I flere år har jeg sukket efter en lille pige at hækle til. Jeg har drømt om flæser, blonder, kjoler og skørter. Nu er mit ønske hørt, min drøm er opfyldt, – min datter har fået en lille pige ♡
Men hånden på hjertet, når det endelig kommer til stykket, så er jeg faktisk slet ikke spor god til alt det her blonde-flæse-halløj! Utallige er de design, der er kasseret. Mangt en flæse og blonde er atter trevlet op og nye ideer forsøgt i stedet.
Jeg må vist bare erkende, at jeg er bedst til det forholdsvis enkle udtryk. Som helt grøn design-elev, var mit allerstørste forbillede Claude Montana, netop pga hans stilrene design og enkle virkemidler. Det har nok aldrig helt forladt mig.
Derudover har hækling den ulempe i forhold til strik, synes jeg, at det let bliver ret kompakt. Tilsat alt for mange flæser og finurligheder, kommer det mere til at minde om en brynje. Og det er absolut det sidste jeg ønsker i mine design. Jeg designer efter lethed samt den allerbedste pasform og komfort.

Rosettas trøje
Så, på trods af alle mine genvordigheder, eller måske snarere på grund af alle mine genvordigheder, er det nu endelig lykkes mig at udvikle en model jeg er tilfreds med. En model, der dels indeholder et pynteligt element og dels er let og komfortabel. – og som samtidig er ret enkel i udtrykket.
Jeg har eksperimenteret en del med garnet til denne trøje, da jeg ønskede at anvende de typer, som gav det letteste og mest luftige resultat.
De 2 typer, som har fundet nåde for mit kritiske blik, er Mayflower Easy Care Merino, som den svagt lysegrønne er hæklet af, samt Sandnes Sunday, som den råhvide er hæklet af. De kan begge opfylde den hæklefasthed jeg synes trøjen skal hækles med, og de giver begge lette og fine trøjer.
Lad mig derfor præsentere Rosettas trøje, … den har været 9 måneder undervejs …
Flere fakta om opskriften herunder …

Rosettas trøje – Fakta om opskriften
Rosettas trøje kan hækles i str. 1-3 mdr. (3-6 mdr.) 6-9 mdr. (9-12 mdr.)
Trøjens overvidde: 43 (46) 51 (54) cm
Hel længde fra skulder og ned: 23 (26) 29 (32) cm – eller til ønsket længde
Nålforslag: 3, eller den nål der skal til for at ramme trøjens hæklefasthed.
Trøjens hæklefasthed: 24 stgm, 14 rækker = 10 x 10 cm
Lær hvordan du måler din hæklefasthed
Vejledende garnforbrug: 100 (150) 150 (150) g Mayflower Easy Care Merino. Løbemeter pr. 50 g = 185 m
Jeg har brugt farve: 003 Desert Sage
Alternativt garn: Sandnes Sunday, jeg har brugt farve 1015
Konstruktion: Trøjen hækles oppe fra og ned med rundt bærestykke, der går over i raglanudtag. Når bærestykket er hæklet tages fra til ærmer og for- og bagstykker samles, så der dannes ærmegab og resten af kroppen hækles.
Ærmerne hækles direkte på oppefra og ned.
Til sidst hækles picotkant i halsen samt stolper.
Fordi der hækles oppe fra og ned, er den let at tilpasse ønsket længde. Ærmerne er ligeledes lette at tilpasse i længden.
Sværhedsgrad: Let Øvet
For at hækle trøjen skal du kunne: Luftmasker, kædemasker, fastmasker, halvstangmasker, halvstangmasker hæklet i bagerste maskeled, stangmasker. Derudover skal du kunne hækle udtag i stangmasker (2 stgm i én m) samt indtag med 4 stgm (4 stgm sm til én m) samt kunne hækle med, at vendeluftmaskerne udgør første maske på næste række
OBS: Du kan se her, hvordan man hækler flere stangmasker sammen

Køb opskriften med PayPal
Opskriften kan købes til download via PayPal i Eponas butik
Køb opskriften med MobilePay
Har du ikke en PayPal konto, kan du betale opskriften via Mobilepay. Send mig blot en mail med navnet på den opskrift du ønsker at købe, og jeg mailer opskrift som PDF fil, samt nummer på MobilePay retur til dig.
Jeg tjekker mails mindst en gang dagligt, og sender til dig så snart jeg har set din besked.
Opskriften koster 35 kr
eponasdagbog@gmail.com

