“Rønnebærrene er sure, sagde ræven, da den ikke kunne nå dem …”
Men pyt med det! De er smukke i dekorationer! Sure eller ej. Aj, det er nok heller ikke det, der menes med ordsproget, som vist mest handler om misundelse og hvis man ikke selv kan få, er der heller ikke andre der skal have.
Ordsprog til side. Jeg kom bare lige i tanke om det, da jeg skrev overskriften. Indlægget idag skal nok handle om rønnebær, men bestemt ikke om ræve og misundelse.
Lige nu er de almindelige Rønnetræer fulde af bær. Drømmer du også om en fin orange krans til hoveddøren er tidspunktet godt at plukke dem. Seljerønnen kommer med bær lidt senere, så der er rig mulighed for at binde kranse hele efteråret, hvis man ikke når det lige nu. For tiden har jeg jo et “crush” på orange og høstfarver. Derfor kom jeg i tanke om et sted jeg kender, hvor der vokser virkelig mange Rønnebær. Lige til at plukke.
Rønnebær krans
Bærklaserne har jeg bundet på en halmkrans med vindsel/blomstertråd. Klaserne bindes helt tæt.
De resterende bær lagde jeg i lerpotter sammen med lidt Rønneblade. Da jeg ikke rigtig nænner at slå søm i hoveddøren, har jeg sat kransen og potterne på trappen til altanen i stedet. Synes den orange farve lyser så fint op mod de grønne buxbom. Det er helt sikkert ikke den eneste rønnebær krans jeg kommer til at binde dette efterår. Men okay, lige pt. tror jeg ikke jeg kan finde noget negativt om orange.
