Rødgrød med fløde

Der er absolut intet fancy eller tidskrævende over rødgrød med fløde.

Alligevel synes jeg det er én af de bedste og mest delikate sommerdesserter, ever!
Når grøden anrettes i portionsglas ser desserten samtidig ud af lidt mere.

Kombinationen af sødme og syrlighed går op i en højere enhed med lige præcis denne blanding af jordbær, rabarber og hindbær. Og så skal desserten selvfølgelig spises med rigtig fløde. Intet mindre! Fløden afrunder den syrligt-søde smag, på den helt perfekte og cremede måde.

Tænk at noget så enkelt kan være så fuldendt. Intet under, at den klassiske mormor dessert har overlevet i generationer.

Hvis den altså har overlevet? Faktisk har jeg ingen idé om, hvor mange som stadig laver rødgrød. Derfor er jeg nysgerrig og håber I vil oplyse mig. Gør I, laver I rødgrød?

Ha’ nu den dejligste weekend
Rødgrød med fløde

Opskrift på rødgrød med fløde

4 personer

  • 250 g jordbær
  • 150 g hindbær
  • 200 g rabarber (alt i renset vægt)
  • 2 dl økologisk rørsukker
  • 1 dl vand
  • Evt. en halv stang vanille
Grøden jævnes med 2 tsk kartoffelmel udrørt i 1/2 dl vand
  • Ca 1/2 dl fløde pr. person
Rens bær og stængler. Skær rabarberne i mindre stykker. Kom det hele i en gryde sammen med sukker, vand og evt. vanillestang. Kog op. Småkoger derefter under låg ca 15 minutter, hvorefter der slukkes for varmen. Lad gryden stå på pladen 5 minutter. Smag til, om grøden mangler lidt mere sukker. Jævn grøden med kartoffelmelblandingen.

Afkøles og anrettes i portionsglas eller skål. Anrettes desserten i portionsglas hældes fløden over lige inden servering. I skål serveres fløden i en kande el. lign, on the side.

4 kommentarer til “Rødgrød med fløde”

  1. Det ser rigtig lækkert ud.😊
    Vi fik ofte frugtgrød, da jeg var barn (alle mulige slags)Må indrømme jeg blev lidt træt af det,så det er ikke ret tit jeg som voksen har spist det.
    Mine børn kan nu rigtig godt lide det😉
    God weekend.

  2. Jeg ved du har det som jeg, mht. jordbær. Dog bruger jeg dem i rødgrød 🙂 Efterhånden kan jeg faktisk lide dem lidt igen. Men den helt store jordbær-fan bliver jeg nok aldrig mere 😉

  3. Det kender jeg godt! Da jeg var barn havde vi en kæmpe urtehave med alt, alt for mange jordbær! Det er først de senere år jeg igen er begyndt at spise dem i det små 🙂
    Også en dejlig weekend til dig.

Der er lukket for kommentarer.