Leder du efter en ultra nem og lækker omgang aftensmad, så læs med videre …
Quesadilla med skinke er noget nær det letteste og samtidig lækreste man kan tænke sig. I al sin enkelhed består Quesadillas af fyldte tortillas stegt på panden. 2 og 2 lægges de mexikanske pandekager sammen med ost, skinke og et dryp tomatsalsa. Oprindeligt er de lækre “toast” grillede, hvilket man også snildt kan gøre, både i ovnen eller på havegrillen (husk blot at vende dem, så begge sider bliver grillede). Jeg steger dem somregel på panden i lidt smør, da jeg holder utrolig meget af den sprøde smørstegte smag. Og så er det nemt.
Et godt råd: Lav rigeligt 🙂
Opskrift på Quesadilla med skinke
- Tortillas
- Revet ost (gerne en blanding af cheddar og mozzarella)
- Skinke i strimler
- Tomatsalsa
- Smør til stegning
Tilbehør: Cremefraiche, jalapenos, blandet grøn salat, persille til pynt
Varm en stor pande godt op og smelt lidt smør. Når smørret er smeltet skrues ned til jævn varme. Læg en tortilla på panden og drys et tyndt lag ost på hele pandekagen. Drys derefter et tyndt lag skinke på og dryp et par spiseskefulde tomatsalsa over. Kom endnu et lag ost på og læg en ny tortilla oven på det hele.
Spar ikke på osten, det er den som binder de to pandekager sammen, hvilket er vigtigt for at kunne vende hele herligheden.
Når de 2 pandekager klistrer sammen, vendes “toasten” med en stor, bred palet og steges på den anden side, indtil den også er gylden og lækker. Løft Quesadillaen af panden og klip den i 4 til 6 stykker. Skynd dig derefter at gå i gang med den næste 😉
TIP: Skinken og osten kan kombineres med lidt majs, kidneybønner eller tynde skiver tomat. Det er blot vigtigt ikke at fylde Quesadillaerne så meget, at osten ikke kan binde de to tortillaer sammen.
Mmmm… dem laver vi også ikke så sjældent og vi kalder dem klap-sammen. Alle her hjemme elsker dem og de er både nemme og hurtige at lave. Jeg plejer at lave dem på panden uden smør, det går også fint (men så smager de selvfølgelig ikke af smør). Og så plejer vi at spise dem med en ordenlig klat hjemmelavet guacamole. Min mand kan bedst lide at fylde dem med kyllingbryst i stedet for skinkestrimler. Det smager nu også godt.
Ja. En skøn og hurtig ret, som kan varieres trods få ingredienser.
Guacemole har jeg aldrig før serveret til, men det lyder virkelig lækkert, elsker guacemole – det vil jeg prøve næste gang vi skal have Quesadillas. Tak for tip 🙂