Påskeæg hæklet af jutegarn

Smukke og rustikke påskeæg hæklet af jutegarn. Super nemme, men ikke desto mindre virkelig dekorative.

Rigtig ofte freestyler jeg, når jeg hækler. Hækler efter en forestilling på min indre nethinde. Og forsøger at få skrevet ned løbende i processen. Egentlig var min idé at hækle runde, tredimensionelle æg. Hvilket viste sig ikke at være jutegarnets stærkeste side. Æggene blev for uformelige, stive og meget lidt runde. Derfor forsøgte jeg med en anden idé om flade æg!

Efter et par test-hæklinger fik jeg bikset en opskrift sammen, som jeg synes er gevaldig dekorativ. Og her kommer jutegarnets stive struktur virkelig til sin ret. Æggene holder faconen virkelig flot, – Og ja, så er jeg bare pjattet med det rustikke udseende.

Jeg har brugt jutegarn/snor, af den slags, som ofte kan købes hos Tigeren eller Søstrene Grene.

Opskrift ↓

Se også: Hæklede påskeæg af bomuldsgarn

Påskeæg hæklet af jutegarn

Opskrift: Påskeæg hæklet af jutegarn

Du skal bruge jutegarn, af den slags som bl.a. kan købes hos Søstrene Grene og Tigeren, + nål nr. 4 – 4,5, samt lidt sytråd.

Forkortelser:

  • m = maske
  • lm = luftmaske
  • km = kædemaske
  • stgm = stangmaske
  • hstgm = halvstangmaske
  • dblstgm = dobbelt stangmaske

Start med at hækle 5 lm, som samles med km

  1. Omg: 3 lm, derefter hækles om ringen: 3 stgm, 3 hstgm, 2 stgm, 1 dblstgm (spidsen af ægget), 2 stgm, 3 hstgm, 3 stgm, omgangen samles med km.
  2. Omg: 2 lm, derefter 2 hstgm i hver af de næste 3 m, 1 hstgm i hver af de flg. 3 m, 2 hstgm i hver af de næste 5 m, 1 hstgm i hver af de flg. 3 m, 2 hstgm i hver af de sidste 3 m. Omgangen samles med km i 2. lm. Bryd garnet og træk tråden igennem. Flet enden ind og ud mellem maskerne et par gange for at hæfte.

Træk ægget lidt i facon og læg det under et par tunge bøger et par timer. Sy ophæng af sytråd.

NB: Vær opmærksom på ikke at hækle 2. omgang for stramt, da ægget så vil folde op

Påskeæg hæklet

God weekend

Værsgo’

Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer til gengæld at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier.

10 kommentarer til “Påskeæg hæklet af jutegarn”

  1. Endnu en super god ide her på bloggen. Som før skrevet,så er jeg vildt imponeret over alt det fine du får lavet. Både over alle de ideer du får og det fine resultat. Jeg synes bare det er så inspirerende og motiverende og læse/kigge med her.
    Tak for det😊
    Dejlig weekend til dig.

    • Tusind tak for din søde kommentar, det betyder rigtig meget for mig, hvis du og andre, finder inspiration her på bloggen 😀
      – Og i lige måde, jeg elsker når vi kan inspirere hinanden på kryds og tværs af de forskellige blogs 😀
      Også en dejlig weekend til dig

  2. Jeg kan varmt anbefale jute fra Harald Nyborg, da det er mere jævnt og behageligere at hækle med – i december hæklede jeg en hel del (+ 50)”2 minutters” hjerter – det koster kr 9,95 for 100 meter. Jeg er igang med et rundt gulvtæppe i 2 tråde jute på 5,5 – det bliver rigtig fint. Søstrenes jute er tyndere og mere ujævnt. Din opskrift er lige hvad jeg har ledt efter…nu bliver 2 tråde bomuldsgarn til en start og så må jeg i HN efter mere jute…skal osse prøve at hækle med 3 tråde. Kurve bliver flotte i det. 😊💚

    • Tusind tak for tippet 😀 Drøner fluks i HN, det må jeg prøve.
      Lyder vildt godt med et gulvtæppe hæklet af jute, elsker det rustikke look.
      Endnu engang rigtig mange tak for tip, som hermed er givet videre, så andre også kan få glæde af det 😀

  3. Hej – er det muligt oploade / vedhæfte billede/-r – så du/I kan se resultaterne/ inspiration ? Har lige hæklet 3 forskellige æg – et lysegrønt i 2 tråde bomuld 8/4, et gult i 2 tråde meget tynd acryl, og så et i 1 tråd bomuld 8/4…jute må vente til jeg kommer forbi HN..2 tråde bomuldsgarn på 3,5 fortsætter jeg indtil videre med 💚💚💚 TAK

    • Hej igen 🙂
      Det var egentlig et godt spørgsmål … tænker lige 😀
      Jeg vil jo super gerne se resultatet med andet garn. Umiddelbart ser jeg flg. muligheder for deling:

      Hvis du selv har FB og deler dit billede der, skulle du gerne kunne linke dertil, her i kommentarfeltet. (Jeg skal godkende den manuelt, hvilket jeg gerne gør) For at undgå spam, er det normalt ikke muligt at tilføje link i kommentarfeltet. Derfor 🙂

      En anden mulighed kunne være, at du sender et billede til eponasdagbog(a)gmail.com, så deler jeg billedet på Eponas facebook side, med henvisning til dig selvfølgelig.

      Under alle omstændigheder er du mere end velkommen til at sende billeder til mailen 😀
      Så skal jeg se, hvad jeg kan gøre i aften 😀 (Må hellere finde på job nu 🙂 )

Der er lukket for kommentarer.