En dejlig weekend er snart forbi, forude venter en uges arbejde og så er det sommerferie. Glæder mig. Synes jeg trænger til det. Men har man det ikke altid sådan, så tæt på en ferie?
I weekenden har vi været til hyggelig studenterfest. Utroligt så store de “unger” bliver.
Vi har gået ture – der er virkelig så mange smukke pletter i Danmark <3. Set serier i TV, elsker TV-serier – så afslappende.
Læst, krimi af svenske Åsa Larsson. Pt. er jeg mest glad for krimier, tror min hjerne trænger til sommerferie og så er krimier fantastiske, – letfordøjelige og underholdende. Vi har spist dejlig mad og dessert, ikke mindst.



Min absolut yndlings dessert lige for tiden er noget med is og kaffe, helst espresso shots. Jeg er helt syg med den kombination og den kan jo varieres rigtig meget.
- 2 kugler vanilleis anrettet i et glas
- en varm espresso hældt over
- toppet med flødeskum og lidt cacaopulver.



Sommerferie læsning. Jeg har gennem årene læst mange krimiserier af både danske og svenske forfattere og har haft stor fornøjelse af det. Synes de er brand gode. Åsa Larsson er én af de forfattere jeg endnu ikke har nået at stifte bekendtskab med, men det råder jeg bod på nu, hvor jeg er gået i gang med hendes serie om juristen Rebecka Martinsson.

