Jeg er bestemt både glad og tilfreds med alle de opskrifter jeg har lavet, – ellers var de under ingen omstændigheder blevet udgivet. Men nogen gange får man alligevel lavet noget der, i praksis, viser sig at sidde endnu mere i skabet, end andet.
Da jeg designede Newton sweateren til børn sidste år, var jeg rigtig glad for den og synes den var fin, – men jeg havde nok ikke forestillet mig, at det ligefrem ville blive yndlings sweateren. Men det har den været! Jeg hæklede 2 til ham, og min datter har efterfølgende også hæklet en. De sweatre har virkelig hængt på ham hele vinteren.
Efterhånden som han blev ældre og mere bevidst om det tøj han har på, har han fået “en ting” med uldgarn. Derfor hæklede vi dem i akryl. Man kan sige meget om akryl, og selv foretrækker jeg at hækle i uld, men akryl er saft suseme smart. De 3 sweatre har kørt fast turnus i vaskemaskinen hele vinteren, og fordi det er akryl er det muligt med hyppig vaskemaskinevask og derudover har de altså bare holdt faconen!
Newton, – nu i en cardigan udgave
Det blev en længere fortælling om Newton sweateren og akrylgarns fortræffeligheder. Det jeg egentlig vil frem til er, at fordi Newton sweateren har været så stor en succes, har jeg nu udvidet med en cardigan udgave.
Denne jeg viser i dag er dog hæklet i uld tweed, som jeg synes er vildt fint. Men jeg er i gang med endnu en Newton cardigan, i akryl, så også uld-fornægteren kan få en 😀
Spændt på om den bliver en lige så stor succes, men mon ikke …
Flere fakta om opskriften herunder.

Newton cardigan – Fakta om opskriften
Reklame-link
Newton cardigan kan hækles i str. (1-2) 2-3 (3-4) 4-5 (5-6) år
Cardiganens overvidde: (58) 64 (70) 76 (82) cm
Længde midt-bag og ned: (34) 35 (38) 42 (46) cm
Vejledende garnforbrug: (5) 5 (6) 6 (7) ngl. Drops Soft Tweed á 50 g. Løbemeter pr. 50 g = 130 m
Alternativt garn: Hjertegarn Jette, 100% akryl
Så længe hæklefastheden kan overholdes, kan cardiganen fint hækles i andet garn
Cardiganens hæklefasthed i den angivne struktur: 20 m, 12 rækker = 10 x 10 cm
Konstruktion: Cardiganen hækles først i 3 separate dele, 2 forstykker og et bagstykke, som efterfølgende syes sammen langs skuldersømmene. Derfra hækles ærmerne direkte på oppe fra og ned. Side- og ærmesømme hækles sammen fra vrangsiden.
Tilsidst hækles ribkant i halsen samt stolper.
Sværhedsgrad: Let øvet
For at hækle cardiganen skal du kunne: Luftmasker, kædemasker, fastmasker, halvstangmasker, halvstangmasker i bagerste maskeled, stangmasker. Derudover skal du kunne hækle med at vendeluftmaskerne udgør første maske på rækken.

Se også: Figaro trøjen, en hæklet cardigan til børn og baby
Køb opskriften med PayPal
Opskriften kan købes til download via PayPal i Eponas butik
Køb opskriften via mail med MobilePay
Har du ikke en PayPal konto, kan du købe opskriften via mail med MobilePay. Send mig blot en mail med navnet på den opskrift du ønsker at købe, og jeg mailer opskrift som PDF fil, samt nummer på MobilePay retur til dig.
Jeg tjekker mails mindst én gang i døgnet, og sender til dig så snart jeg ser din besked.
Opskriften koster 35 kr.
eponasdagbog@gmail.com
Husk at skrive om det er cardigan eller sweaters udgaven af Newton du ønsker at købe
Fin cardigan, og super dejligt garn 😉
Mange tak 🙂 Jeg er også helt vild glad for den lille cardigan