Nem lille dessert

Jeg forsætter lidt i det søde hjørne, med en nem dessert med pære.

Har man som jeg, et pæretræ i haven, er det vitterlig jordens nemmeste dessert!

Halve pærer drysset med kanelsukker og en lille klat smør. 30 minutter i ovnen. Serveret med en klat flødeskum. Bum. Nemt og lækkert.

Jeg har før omtalt mit kæmpestore og tudsegamle pæretræ. Jeg er nemlig så lykkelig for det. Der er noget ved gamle træer. Tænk, hvad de kunne fortælle, af mangt og meget … Og så er det smukt. Ganske enkelt.

Lige nu dratter pærerne til jorden i mængder. Selvom pæretræet er vekselbærer, og i år er et af de “små” år, har de seneste dages blæsevejr alligevel forsynet mig med rigelige mængder pærer. Pærerne falder fra stor højde, så de er temmelig stødte på den ene side. Men den anden side egner sig så glimrende til at bage.

Opskrift på syltede pærer finder du her

Nem dessert med pære

Jeg har ikke skrevet en opskrift, da det hele blot er lavet på slump. Men der skal bruges:

  • Halve pærer, befriet for kernehus
  • Kanelsukker
  • Lidt smør
  • Flødeskum eller cremefraiche

Pærerne drysses med kanelsukker og en lille klat smør lægges på hver. Bages 30 minutter ved 180 grader varmluft.

Der kan jo tilføjes ristede mandelsplitter eller groft hakket chokolade, hvis man synes anretningen er for simpel 🙂

TIP: Desserten kan laves med æbler istedet for pærer, 
også rigtig lækkert.

Nyd weekenden,

og skøn ferie til de heldige

4 kommentarer til “Nem lille dessert”

  1. Altså ved ikke om det går an at blive ved med at følge med her hos dig.🤔 Man(jeg) bliver simpelthen så lækkersulten hver gang og kan bestemt ikke tåle at afprøve det hele🤣
    Rigtig god weekend😊

Der er lukket for kommentarer.