Kosmetikpung hæklet

Slut med garnrester: Kosmetikpung hæklet af multi-rest-farver …

For tiden synes jeg det er et kæmpe hit, at hækle ting sammen med fastmasker fra retsiden. Jeg kan virkelig godt lide den kant de får.

Derfor var det helt oplagt at lave en opskrift på en hæklet kosmetikpung, som netop er hæklet sammen fra retsiden. Hele pungen er hæklet i fastmasker, som giver en fin, tæt hækling. En god baggrund for det multifarvede.

Jeg har ladet mig inspirere til det multifarvede hos maskefabrikken.com. Synes det er en rigtig fin måde af få brugt, selv helt små garnrester. Pungene får samtidig det rustikke udtryk, som jeg jo så godt kan lide. Du kan tage et kig på hendes fine og strålende multifarver her

Kosmetikpung hæklet i multifarver

Kosmetikpung hæklet i multifarver, 22 x 14 cm

  • Hæklenål nr. 4 – 4,5 + lynlås 20 cm, (Jeg hækler løst og bruger nål 4, hækler du fast er 4,5 helt sikkert bedst)
  • Evt. foerstof (pungen er fast og tæt i hæklingen, så foerstof er ikke strengt nødvendigt)
  • Garnrester (Jeg har brugt bomuldsgarn), men alle rester kan anvendes. Det gør heller ikke spor, at kvalitet og tykkelse er forskellige. Det bidrager blot til et mere rustikt look.
  • Pungen hækles med dobbelt tråd, skift farve ofte.

Jeg har hæklet begge tasker med én gennemgående tråd. En sort som gennemgående i den mørke taske, og en sandfarvet som gennemgående i den lyse, og så blot skiftet garn og farve med tråd nr. 2. Det giver en rolig baggrund midt i alt det multifarvede. Samtidig synes jeg det gør farveskiftet lidt nemmere, – at der kun er én tråd, som skifter.

Start med at hækle 35 lidt løse luftmasker

  1. Rk: Start i 2. m fra nålen. Alle masker hækles fm + 1 lm til at vende med
  2. Rk: fm i fm + 1 lm at vende med

Forsættes til pungen har den ønskede højde. Træk garnet igennem og hæft ender.

Hækl et stykke magen til. Sy lynlåsen fast på hvert stykke, enten i hånden eller på maskine (Jeg synes det er en fordel at sy med lidt lange sting, hvis lynlåsen syes i på maskine. Det hæklede holdes godt til, så det ikke strækker sig)

Derefter ligges stykkerne sammen, vrang mod vrang, og pungen hækles sammen med fm fra retsiden. Jeg har også her brugt dobbelt tråd.

Sammenhækling fra retsiden

Læg de 2 sider sammen, vrang mod vrang. Start i den sidste fm, der hvor lynlåsen er syet fast. Buk enderne af lynlåsen lidt ned i pungen. Stik nålen gennem sidste maske på begge stykker, træk tråden dobbelt igennem og lav en løkke. Stram godt til.

Hækl derefter fm ned langs siden af pungen med passende afstand, – igen ved at stikke nålen gennem begge lag. I hjørnerne hækles 3 fm i samme masker for at kanten ikke bliver stram. Forsættes til hele pungen er hæklet sammen med fm. Slut i øverste/yderste fm på lynlås siden. Buk igen lynlåsen lidt ned og stram den sidste maske godt. Træk garnet igennem og hæft ender.

Se også: Min hæklede kosmetikpung med bobler

5 tanker om “Multifarvet hækling

  1. Du laver altid sådan nogle fine ting og jeg beundrer dine billeder. Du er en dygtig fotograf og nu er jeg måske lidt uforskammet, men vil tillade mig at spørge om, hvilket kamera du bruger? Kigger selv rundt efter et andet, men har svært ved at vælge, da det helst skal være meget brugervenligt for denne halvblinde og digitaldøve, gamle dame ;). OG jeg forstår udmærket, hvis du ikke vil afsløre dit *våben*
    Ha en dejlig dag

    1. Tusind tak til begge, det er jeg virkelig glad for at høre 😀
      Selvfølgelig må du spørge til mit kamera, det er der intet hemmeligt i 😀
      Jeg bruger det mindste og billigste Nikon, et Nikon d3300. Man behøver ikke vide særlig meget om fotografering for at tage gode billeder med sådan ét. Man KAN selv indstille lukketiden, blænden osv. Men der er også indtil flere rigtig gode fuldautomatiske muligheder at vælge imellem, hvor man dybest set ikke kan gøre noget forkert 😀
      – Glæder mig til at se dine tasker, når du får gang i dem 🙂

      1. Tak skal du have. Jeg har altid været bedre til at tage billeder udendørs. Der kan jeg bedre få føling med motivet, synes jeg, men må jo bare øve mig mere på de indendørs og nyde andres fine billeder taget indendørs 🙂

        1. Velbekomme 🙂
          Det er også nemmere udendørs, det synes jeg også. Men mest pga lyset. Her i vintermånederne er der ikke mange timer at fotografere i, og slet ikke indendørs. Glæder mig til forår og mere lys 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *