Multifarvede grydelapper

Hæklede grydelapper i blå farver … Endnu et lille restgarns projekt.

Et restgarns projekt med virkelig, virkelig mange farveskift. Men det er sjovt at skifte ofte. Så sker der noget. Det kan jeg godt lide! Og jeg kan rigtig godt lide det spil, som fremkommer ved hyppige farveskift. Synes det giver de enkle og ellers lidt kedelige fastmasker struktur og liv. Samtidig er det en rigtig god måde at få brugt selv helt små garnrester.

Grydelapperne er hæklet med dobbelt tråd, hvor jeg har ladet én tråd være gennemgående hele vejen, og blot skiftet farve med tråd nr. 2. Enderne fra farveskiftene hækler jeg med ind i maskerne på bagsiden/forsiden, hvordan man nu ser på det. Synes det er en god og usynlig metode til at slippe for alle de mange løse ender, som ellers skal hæftes.

God dag ønskes I herfra

Hæklede grydelapper

Opskrift hæklede grydelapper 21 x 21 cm

1 ngl bomuldsgarn 8/4, samt en masse små bomuldsrester. Nål nr. 4, + lidt lædersnøre

Grydelapperne hækles med dobbelt tråd. Jeg har valgt at lade en mellemblå være gennemgående hele vejen, og blot skiftet farve med tråd nr. 2.

Start med 35 lidt løse luftmasker. Alternativt hækle startrækken med nål nr. 5. Vend

  1. Række: Start i 2. m fra nålen, fm hele rækken + 1 lm at vende med
  2. Række: Fm hele rækken + 1 lm at vende med

Forsæt som række 2, indtil grydelappen måler 1 cm mere i højden end i bredden. Den lille forskel i målene er for at tage højde for krymp under vask.

TIP: Skift farve med tråd nr. 2 når du synes. I stedet for at have en masse løse trådender, efter alle farveskiftene, hækles enderne med (ind i) på “bagsiden”. 5 – 7 masker fungerer fint. Derefter kan enderne blot klippes af.

Træk lidt lædersnøre gennem grydelappen som ophæng.

Jeg har ikke hæklet kant om mine grydelapper, da jeg egentlig godt kan lide den enkle, lige kant de har i sig selv. Ønskes kant, kan du se forskellige teknikker her

4 kommentarer til “Multifarvede grydelapper”

Der er lukket for kommentarer.