Mirabelle sæsonen er i fuld gang. I vores have har vi et stort gammelt mirabelletræ med rigtig mange fine gule mirabeller. Selvom solsortene gør, hvad de kan, for at gøre et indhug i frugterne, har vi stadig rigtig mange. Vi må feje havegangen dagligt, hvis vi ikke skal træde rundt i en stor gang mirabelle mos. De styrter til jorden i hobetal.
Mirabeller naturel er efter min smag lidt kedelige og melede. De mangler ligesom både noget sødme, men også noget syrlighed. Selvom jeg ikke er den store fan af rå mirabeller, har jeg det alligevel lidt skidt med at de frugter fuglene ikke tager, bare ligger på jorden og rådner. Derfor har jeg forsøgt mig med at bage en fin solskinsgul mirabelle tærte. Jeg synes resultatet blev ret så vellykket. En rigtig god måde at bruge frugterne på og så er tærten samtidig smuk, men også super nem at bage.
Leder du efter andre tærteopskrifter, kan du finde den klassiske pæretærte her
Eller en skøn tærte med marcipanfyld her

Opskrift på mirabelle tærte
- 100 g smør
- 3 dl hvedemel
- 3 spsk flormelis
- Evt. en æggeblomme eller 2 spsk vand
- Mirabeller – jeg glemte desværre at veje dem. Ca. en skål fuld, de skal dække tærtebunden i et jævnt lag 🙂
- 1 spsk revet citronskal, økologisk
- 2 dl sukker
- Cremefraiche eller flødeskum
Tænd ovnen på 175 grader varm luft. Lav derefter dejen. Mel og flormelis blandes i en skål, smørret skæres i mindre stykker og smuldres i melblandingen. Dejen samles, evt. med lidt vand eller en æggeblomme. Rul dejen tyndt ud og læg den i en tærteform Ø 25 cm. Dejen prikkes med en gaffel og forbages 10 minutter.
Tages derefter ud af oven.
Vask mirabellerne og skær dem i halve, pil stenen ud. De halve mirabeller fordeles i et jævnt lag på den forbagte tærtebund og blandes med revet citronskal. Sukkeret drysses over. (Sukkeret gelerer sammen med mirabellesaften under bagning). Tærten bages yderligere 20 – 25 min.
Smag forsigtigt på fyldet efter 10 – 15 min bagning, om der mangler sukker. Alt afhængig af mirabellesort og modningen, kan der være behov for ekstra sukker. Er fyldet for syrligt, drys da mere sukker over og bag yderligere 5 – 10 minutter. Tryk samtidig lidt på mirabellerne så saften blandes med sukkeret.
Tag tærten ud af ovnen og lad den køle af. Inden servering drysses den med flormelis