Endnu en af de opskrifter jeg heldigvis fik hæklet og sendt til test, inden jeg kom til skade, er min super dejlige Mazeppa cardigan. Med sine lidt bredde 3/4 ærmer er den guld værd, især nu, hvor jeg har armen i gips. Den er så absolut både kvalitetstestet og godkendt. Pt. bor jeg nærmest i den cardigan.
Men fordi ærmerne er hæklet direkte på, oppefra og ned, er det jo super nemt at hækle dem længere, om man måtte ønske.
Jeg lavede cardiganen, da jeg simpelthen var (og selvfølgelig stadig er), så fornøjet med min Mazeppa vest. Naturligvis måtte der også en opskrift på en cardigan til. Jeg elsker den smukke og forårs-lette struktur og det gode snit, som både vesten og cardiganen har.
Flere fakta om opskriften kan du læse herunder.

Mazeppa cardigan – Fakta om opskriften
Reklame-link
Mazeppa cardigan med 3/4 ærmer.
Ærmerne kan let hækles længere, da de hækles på oppe fra og ned. Opskriften indeholder vejledning til længere ærmer.
Cardiganen kan hækles i str.: XS (S) M (L) XL (XXL)
Cardiganens overvidde: 105 (110) 115 (120) 125 (130) cm
Længde fra nakken og ned:
Kort model: 65 cm
Lang model: 71 cm, eller til ønsket længde
Nålforslag: 3 – 3,5, eller den nål der skal til for at ramme hæklefastheden.
Hæklefasthed: 26 m i den angivne struktur = 10 cm
Vejledende garnforbrug: 250 (300) 300 (300) 350 (350) g Blended 600 fra garnudsalg.dk. Løbemeter pr. 50 g = 300 m
Alternativt garn:
- Hjertegarn Wool Silk
- Filcolana Anina
- Mayflower cotton 1
Vær dog OBS på løbemeteren ved de 2 nederste forslag.
Så længe den angivne hæklefasthed overholdes, kan cardiganen fint hækles i andet garn.
Konstruktion: Cardiganen hækles oppe fra og ned. Først hækles det øverste af ryggen, dernæst hækles det øverste af forstykkerne direkte på i ryggens opslagrække, hvorefter for- og bagstykker samles, så der dannes ærmegab og resten af kroppen hækles.
Ærmerne hækles direkte på oppefra og ned.
Til sidst hækles ribkanter og stolper.
Der er ingen montering på cardiganen
Fordi der hækles oppe fra og ned, er den let at tilpasse ønsket længde. Ærmerne er ligeledes lette at tilpasse i længden.
Sværhedsgrad: Øvet
Køb opskriften med PayPal
Opskriften kan købes til download via PayPal i Eponas butik
Betal med MobilePay
Har du ikke en PayPal konto, kan du købe opskriften via Mobilepay. Send mig blot en mail med navnet på den opskrift du ønsker at købe, og jeg mailer opskrift som PDF fil, samt nummer på MobilePay retur til dig.
Opskriften koster 40 kr
Jeg tjekker mails mindst en gang i døgnet!
eponasdagbog@gmail.com

Go` morgen .. meget meget flot trøje , flotte kanter , og super anvendelig 🧶 den skal nok blive en succes .
Stakkels dig man er lost , når der er noget , galt så man ikke kan lave håndarbejde …..ønsker dig rigtig god bedring .
Hilsen Bente Wauder
Godmorgen Bente
Tusind tak for din hilsen og de pæne ord om Mazeppa cardigan.
Ja, jeg må indrømme, at jeg er en smule lost pt. Nøj, hvor jeg savner hæklenålen. Heldigvis kan jeg betjene computeren og mobilen, så i stedet spammer jeg de sociale medier med billeder 🙂
– Jeg undskylder til alle, hvis det er lidt for meget. Men noget skal jeg lave 😀
Rigtig god dag til dig 🙂
VH. Anja