Sponsoreret indhold
Holy Macaroni (havde jeg nær sagt, – og gjorde det!) for noget lækkert garn, som ankom med pakkeposten til mig i dag. Jeg glæder mig som et lille barn til at komme i gang med macaroni-hækleriet ♡
Luxus Macaroni er navnet: Lækkert og tykt garn, produceret af overskudstekstiler fra tøjindustrien. Genanvendelsen tiltaler mig enormt. Ligeledes at Luxus Macaroni skulle være virkelig velegnet til gulvmåtter og andet interiør.
Hobbii.dk har sponsoreret garnet. En sponsorering som passer perfekt til Eponas indhold og som var alt for fristende at sige nej tak til (Har du lyst, så læs med længere nede om mine overvejelser, for og imod, sponsoreret indhold). Min plan er at hækle en lækker bademåtte af garnet. Mit lille gæstetoilet mangler.
Jeg har tidligere hæklet gulvmåtter af genbrugsstof revet i strimler, og jeg er derfor meget spændt på at afprøve en anden type garn til måtter. Jeg vender selvfølgelig tilbage med resultatet, plus en vurdering af garnet.
Sponsoreret indhold
Det er første gang jeg skriver et sponsoreret indlæg på Eponas dagbog. At få denne, virkelig relevante henvendelse angående sponsorering, har krævet en del overvejelser må jeg tilstå! Skal, skal ikke. For og imod!
Jeg har tidligere fået henvendelser om sponsorering af produkter … Rengøringsmidler, artikler og lign. Ganske udmærkede produkter, som dog har haft meget lidt relevans for de kreative gør-det-selv emner, som normalt er at forefinde på Eponas dagbog. Hvorfor det har været temmelig let at takke pænt nej.
Men en relevant henvendelse, kræver en formulering af min egen holdning. Helt sikkert overfor mig selv; hvad er det jeg vil med min blog? Hvordan skal den se ud? Hvilke prioriteter har jeg osv. osv. Men bestemt også overfor jer, som bruger jeres tid på at læse med herinde.
Jeg er på ingen måde reklame forskrækket. Dog ønsker jeg ikke en blog plastret ind i reklamer. Hvor det halve af siden bimler og bamler, og hvor læsningen forstyrres af pop-ups alle vegne. Noget jeg selv synes er pænt irriterende, og som ofte afholder mig fra at læse videre!
I forvejen benytter jeg mig indimellem af affiliate-links, hvor jeg kan tjene en lille procentdel, hvis én af jer køber noget de steder jeg anbefaler. (Som vigtig parentesbemærkning: Jeg anbefaler udelukkende noget, jeg selv bruger og køber!) En metode jeg forøvrigt er rigtig glad for. Ikke noget man bliver rig af (jeg gør ihvertfald ikke), men en måde at tjene et lillebitte tilskud, til at drive bloggen.
Summasumarum
Det kan selvfølgelig sagtens være, at jeg ikke er så heldig en anden gang. Kan være der slet ikke kommer flere tilbud om relevante sponsorater. Men ihvertfald har jeg nu fået formuleret for mig selv, og jer, at jeg gerne skriver sponsorerede indlæg.
Så længe produktet er relevant, og helt rigtigt, i forhold til emnerne her hos Epona. – Og så længe jeg kan give min uforbeholdne og ærlige vurdering efterfølgende! Så synes jeg til gengæld det er et stort privilegium, at få lov at afprøve og vurdere et produkt.
Indlægget er selvfølgelig tydeligt mærket “sponsoreret indhold”, allerøverst, lige under overskriften! Så vælger man selv, om det er noget!
Det var vist ordene, bedste onsdag til jer ♡
Sikke noget spændene garn. Glæder mig til at se hvad du får ud af det 😊
Jeg synes din holdning til spons er vildt god. At du takker ja til det der er relevant og giver mening for dig og dit hyggelige sted her 👍
Tak, det er jeg glad for at høre 😀
Glæder mig til at komme igang med garnet, det virker super blødt og samtidig godt kraftigt 🙂
Smiler. Søs udtrykker det bare så fint og de tanker jeg også har om dit indlæg her. Jeg synes din blog er hyggelig bla fordi der ikke konstant popper reklamer op foran det der skal læses.
Glæder mig til at se, hvad du tryller frem af *genbrugs garnet, hvilket jeg synes er en super ide. Hvem ved. Måske er der opkrattede cowboybukser fra Bestseller i, som har deres store by af et firma her i byen.
Ha en god aften
Tak, det betyder meget for mig at høre 😀
Ja, hvem ved, måske er der cowboybukser i fra Bestseller 😀 Ideen om genanvendelsen tiltaler mig rigtig meget, synes også det er et virkelig godt tiltag.
Også en rigtig god aften til dig
Det ser rigtig lækker ud garnet.👍for genanvendelse.
Jeg tænker det er vigtigt at man gør sig overvejelser(lige som du har beskrevet) inden man siger ja tak til reklamer på bloggen. Hverdagen er fyldt med reklamer,sådan i al almindelighed. Så jeg springer også bevidst over blogs,hvis der er for mange,som efter min mening tager fornøjelsen ved at læse med.
Er rigtig spændt på at se dit resultat.😊
Dejlig dag til dig.😊
Præcis, – Og tak 😀
Jeg er så småt gået i gang, det går stærkt for garnet er kraftigt og nålen stor 😀 Endnu et plus 😀
Rigtig god aften til dig.
Kære Anja,
Jeg kan godt forstå dine overvejelser, og jeg synes, du er kommet frem til den rigtige beslutning! Jeg har på den samme måde med blogs hvor reklamerne overtager, men som i dette fald, hvor indlægget er relevant og hvor det passer så godt ind på din blog, synes jeg blot det er til Eponas og din fordel ❤️ Ikke kun har du en kreativ blog, men du går også meget op i det med at genbruge og give gamle ting liv, så garnet er da virkelig en win-win. Det ser i øvrigt rigtig lækkert ud, og jeg glæder mig til at en dag se resultatet!
Det er jo længe siden jeg var rundt i blogland, og jeg kan se, der er mange spændende indlæg på din blog, som jeg skal have indhentet på et tidspunkt. God weekend!
Knus
Hvor ER jeg glad for at høre fra dig igen Malin 😀 Du har virkelig været savnet her hos mig, – og på dine egne blogge, ikke mindst!
Tak for din fine formulering ifht. det sponsorerede indlæg. Det var nemlig noget jeg måtte vende en del gange i tankerne. Jeg er så glad for, at I der læser med, kan se fordelen på samme måde som jeg 😀 For jeg ønsker på ingen måde at forstyrre indlæggene med alt for meget bimlen og bamlen 😀
God weekend
Knus