Lurendrejeren, en hæklet krammebamse …
Uden at kunne præcisere ordet Lurendrejer helt nøjagtigt, var det alligevel, det første navn, som faldt mig ind, da jeg fik færdiggjort denne finurlige krammebamse.
Siden har jeg læst op på nettet og fundet følgende forklaring på en lurendrejer; Ordet stammer øjensynligt fra det hollandske loorendraaier, og betyder en snydepels eller en slyngel. Eller den lidt mildere betydning; Gavtyv og filur.
- Jeg synes præcis han ser så gavtyve- og lurendrejer-agtig ud, at han ikke kan hedde andet.
Han er resultatet af en lidt vag idé jeg havde om en hæklet krammebamse. Måske ligner han ikke præcis den forestilling jeg havde, inden jeg gik i gang. Og dog er jeg så fornøjet med ham, at han får lov at optræde her på Eponas.
Han er så fræk og skøn, at jeg kun kan smile når jeg kigger på ham …
Og så er han smart – tåler både maskinvask og tørretumbler!
Opskrift på hæklet krammebamse
Lurendrejeren måler ca 24 x 13 cm
Bomuldsgarn 8/4 og nål 2,5, vaskbart pudefyld, sytråd og nål
Forkortelser
- m = maske
- lm = luftmaske
- km = kædemaske
- fm = fastmaske
Start med 30 luftmasker i den garnfarve du ønsker hovedet skal hækles i
- Række: Start i 2. m fra nålen. I hver lm hækles en fm. Tilsidst hækles 1 lm til at vende på
- Række: fm i fm hele rækken + 1 lm til at vende på
Forsæt som 2. række, indtil hoved-delen måler 9 cm. Derefter hækles striber som ønsket, forsat i fm, indtil arbejdet måler 16 cm. Resten hækles ensfarvet i fm, indtil arbejdet måler 22 cm. Dette er bukse-delen.
Træk garnet igennem og hæft ender.
Hækl et stykke magen til.
De 2 stykker ligges sammen vrang mod vrang og hækles sammen fra retsiden med fastmasker. Inden Lurendrejeren hækles helt sammen, syes en søm med symaskinen som deler buske-delen i 2 ben (Kan også syes med garn og nål). Fyld bamsen med pudefyld og hækl kanten færdig. Hækl yderligere 2 omg. fm. Hæft ender.
Øjne
Lav en magisk cirkel med sort garn
- Omg: 1 lm, 8 fm om cirklen, træk cirklen sammen og saml med km
- Omg: 1 lm, udtag i hver m, (16 fm i alt) saml med km
- Omg: Skift til hvidt garn, 1 lm, derefter fm med udtag i hver 2. m. En af maskerne hækles helt ned gennem ringen. Saml omg med km og hæft ender
Øjnene syes godt fast på Lurendrejeren med sytråd. Mund og øjenbryn syes med sort bomuldsgarn.
Se mere hæklet legetøj til baby: Morten og frue, de allersødeste hæklede skildpadder
Nåhhhh, hvor er han søøøød og skøn.
God weekend
Mange tak 🙂
Ja, han er altså lidt skøn og skæg.
Også den dejligste weekend til dig 🙂
Hvor er han sød,han passer vist godt til navnet😉
Tak Laila 🙂
Ja, gør han ikke?
Synes heller ikke han kunne hedde andet 🙂