Jeg har sådan lyst til at vise jer, hvad jeg arbejder på lige for tiden …
Et fint og let blondemønster som meget gerne skal ende ud i en sommertop/bluse. Indtil videre forestiller jeg mig et lillebitte ærme, men det kan sagtens nå at ændre sig flere gange undervejs.
Ligeledes er planen at testtoppen her skal være tre-farvet med den støvede blå øverst ved halsudskæringen og det samme skal det lille ærme være. Blå er altid godt, så passer den nemlig til cowboyshorts.
Mit ønske om at være en blæksprutte
Jeg har nævnt det før, men hvor ville jeg indimellem ønske jeg havde 8 eller 10 arme, for allerede mens jeg er ved at udvikle opskriften og testhækle, har jeg et brændende ønske om også at hækle den i hvid, evt. som top uden ærmer, evt. med lange ærmer, eller med … eller med … dette eller hint – tror det kunne være SÅ flot!
Samtidig ved jeg, at det nok næppe kommer til at ske, da jeg sjældent gider hækle den samme ting 2 gange, men meget hellere finder på noget nyt … tsk, tsk …
Til tider en temmelig frusterende tendens, – synes jo, at et virkelig gennemarbejdet projekt er vildt cool, plus det ser mega godt ud på billeder med 10 ens toppe, klude, kosmetikpunge etc. bare i forskellige farver og størrelser. Desværre er der nok lange udsigter til, at det kommer til at ske her hos mig.
Istedet forsøger jeg at slå mig til tåls med, at det ikke er sådan min hjerne og arbejdsmoral fungerer. Istedet for vedholdenhed, må mit lod være de mange halvfærdige projekter samt alle eksperimenterne …
Bedste tirsdag til jer
