Lige for tiden …

Lige for tiden arbejder jeg på et nyt mønster, som tegner vældig godt. Så selvfølgelig skal det lige vises frem.

I første omgang er det tænkt som endnu en vest til det lille vidunderbarnebarn. Dernæst har jeg rigtig meget lyst til at udvide repertoiret med enten en cardigan eller en sweater i samme pæne mønster.

Noget der i den grad kan holde min kreative gejst oppe, er nemlig når andre bryder sig om, – og ikke mindst bruger det jeg fremstiller. Mine piger er heldigvis glade for alt det hjemmelavede, og i den forbindelse har guldklumpen flittigt været iklædt de veste jeg hæklede tidligere.

De er da også super anvendelige til en lille krudtugle, som på én gang er vældig aktiv, men som samtidig opholder sig meget på gulvet. En sweater bliver let for varm, mens ren bomuld bliver for koldt. En uldvest er en god mellemting, – i tillæg er den jo bare så kær.

Min datter og jeg var rørende enige om at mønsteret ikke kunne hedde andet end Cloud ♡

Indervante til hæklede vanter

Indervante til hæklede vanter

Indervante til hæklede vanter

Som jeg skrev i mandags, syslede jeg med et mønster på en indervante, eller foervante om man vil, til de hæklede vanter. Tænker det vil være skønt med en fleece indervante for ekstra varme til det hæklede, – som jo ikke er helt vindtæt.

Uheldigvis har jeg vrøvl med min symaskine, som nægter at sy lige pt! Skisme træls, men derfor kan mønsteret naturligvis godt komme på bloggen.

Dog skal det siges, at netop pga. min vrangvillige maskine er det ikke er testet endnu, så giv mig endelig en tilbagemelding, hvis noget ikke fungerer efter hensigten.

Jeg har scannet mønsteret ind her: Fleece-inder-vante

Syvejledning på indervanterne
  1. Print og klip mønsteret ud.
  2. Mønsteret er incl. 0,5 cm sømrum. Klip/skær derfor 4 stk. tyndt fleecestof af hver del, direkte efter skabelonen.
  3. Sy 1 stk. tommel på 1 stk. vante, ret mod ret, således at du har 4 dele i alt.
  4. Læg nu vanterne sammen 2 og 2, ret mod ret, og sy hele vejen rundt langs kanten. Undtaget det stykke langs hånden, som er markeret ”åbning” iflg. mønsteret. Dette stykke er til at vende vanten igennem og syes derfor ikke sammen.
  5. Klip hakker i sømrummet næsten helt ned til selve syningen, på hver side af tommelfingeren.
  6. Lad fleece-vanterne vende med vrangsiden ud. Træk dem uden på de hæklede vanter ret mod ret.
  7. I hånden syes de 2 vanter (1 hæklet og 1 fleece) sammen langs åbningen ved håndleddet. Gentag med næste vante.
  8. Vend vanterne gennem åbningen i fleece-vanten, vend igen, så den hæklede vante kommer yderst.
  9. Træk fleece-vanten lidt ud og ri åbningen i fleece-vanten sammen fra retsiden med små fine sting.

Før julegave til mig selv

Reklame-link

Uh, jeg lod mig lige inspirere af Laila, som havde købt sig selv en før-julegave (Læs: garn). Den idé var pinedød nødvendig for mig at efterligne!

Pakken kom igår og jeg glæææder mig til at sætte nålen i det lækre Drops Flora. En skøn uld/alpaka blanding, med en god lang løbemeter, som forøvrigt er på tilbud lige nu. Ren win win.

Vidste I forøvrigt, at Rito har en virkelig fin julekalender, med mange flotte gevinster OG trøstepræmier? Deltagelse er helt gratis.

Julekalenderen findes lige her.

Pøj pøj

4 kommentarer til “Lige for tiden …”

  1. Jeg er bestemt med på ideen om at købe julegave til sig selv ;0)
    Det er så fint et mønster du har lavet, og er helt enig i at Cloud er det perfekte navn. Jeg kan godt se en cardigan for mig, den ville blive super sød 🙂

    • Fedt, at du ser det samme navn, som vi gjorde! Så passer det jo til mønsteret 🙂
      Synes også ideen med en gave til sig selv, var fantastisk 😀 Om ikke andet en god undskyldning for at købe mere garn 🙂

Der er lukket for kommentarer.