Ved denne tid på året, er min tålmodighed virkelig sat på prøve. Jeg er totalt udfordret! Jeg har så svært ved at vente, og har mest lyst til at så tomatfrø, Digitalis, Kæmpe Verbena og Blå Kvast, nu, nu, nu (!). Men jeg ved det jo godt, lært af bitter erfaring, at jeg skal vente et par måneder endnu.
Utallige er de gange, hvor jeg har sået indendørs alt, alt for tidligt. Og er endt med lange, ranglede og blege småplanter, som har taget alt for lang tid om at etablere sig, når de endelig blev plantet ud i haven. Derfor må jeg vente.
I stedet har jeg fundet Lavendel billeder i bloggens arkiv – elsker mine Lavender. Aldrig før har jeg haft held med denne smukke, duftende og fantastiske plante. De er enten visnet hen eller rådnet op for mig. Lavendel åbenbaringen indtraf først, da jeg spurgte min søster, hvad Søren hun gjorde ved sine. Hun har virkelig smukke Lavendler. Store, rigtblomstrende og kraftige. Hendes er så ivrige, at de sår sig selv mellem sprækker i fliserne. Og i krukker, hvor der egentlig vokser andre planter – De er nærmest ved at indtage hele haven.
Pludselig forstod jeg, da jeg så den stenede, tørre og sandede omgang de vokser i, i hendes have. Men selvfølgelig, de stammer jo fra et meget mere varmt og tørt klima. Et klima med en helt anden jordbund, end den, en typisk dansk jord kan præstere.
I min have, som har en lidt tungere lerjord, anlagde jeg derfor et særligt lavendel bed. Jeg blandede utallige trillebører fuld af sand i jorden og det er simpelthen spot on for Lavendler. Aldrig før har de været så fine og kraftige. Jeg plukkede utallige buketter sidste sommer, uden det overhovedet kunne ses i bedet. Håber de vil stå lige så fint og sprede deres fantastiske duft i hele min lille have til sommer. Glæder mig allerede 💜
Billederne her er fra sidste sommer, hvor jeg flettede en del Lavendel flasker – de dufter så fint og er så dekorative. Geniale som små værtindegaver, til at lægge mellem undertøjet eller hængende på et dørhåndtag eller lignende. Helt igennem naturlig duft til hjemmet 💜