Lavendelflasker & sukker

 

 

Når blomster og stilke tørrer svinder volumen i “flasken”, båndet skal derfor strammes godt til, både mens der flettes og når der bindes til slut

Jeg er gået halvvejs lavendel amok, og har lyst til at lave 1000 ting med lavendel. Jeg var alene hjemme i går aftes, og efter at have fortæret min jordbærdessert havde jeg måske fået et mindre sukker chok 🙂 Ihvertfald skulle der ske noget med nogen af de lavendler i haven! De dufter jo fuldstændig fantastisk og det måtte udnyttes. Jeg flettede en lavendel bouteille, en lavendel flaske, den hænger nu på døren i badeværelset. Den er så fin og sikke en duft når man kommer der ud.

Disse små flettede “flasker” er ganske geniale. De dufter, men drysser ikke når de tørrer
Jeg fik også lavet noget lavendel sukker. Det smager rigtig godt at bruge i småkager, bagværk eller pandekager. Efter sigende skulle lavendel have en beroligende virkning, så måske en teskefuld lavendelsukker i aftenteen ville være perfekt efter travle dage. Jeg glæder mig til at prøve sukkeret, både i te og i pandekager.
Det giver en eller anden form for tilfredsstillelse at bruge af sæsonens vækster og råvarer. Måske er det en form for urinstinkt – trangen til at samle forråd? Eller måske er det bare trangen til at skabe noget med hænderne? Men ihvertfald er nogle af lavendlerne nu omdannet til, både noget nyttigt og noget smukt, og jeg er glad og tilfreds med resultatet, helt ned i maven 🙂
Tror jeg er nødt til at lave flere små “flasker”, de er nu lidt hyggelige at sidde og flette. Har også et par andre lavendel ideer jeg gerne vil afprøve
Både sukker og bouteille´en vil også være fine som en hyggelig og personlig værtindegave

Lavendler i haven

Opskrift

Lavendelsukker

2-3 dl sukker, enten almindelig eller rørsukker

2-3 spsk friske lavendelblomster

Hæld sukker i et glas med låg eller et patentglas. Tilsæt lavendelblomsterne, skru låget på og ryst sammen. Trækker ca 2 uger før det sies og er klar til brug. Sukkeret begynder ret hurtigt at klumpe, det er de æteriske olier i lavendelblomsterne der tækker ud i sukkeret.