Lavendler – De smukke lilla, som dufter så vidunderligt og samtidig har så mange anvendelses muligheder.
Jeg holder så meget af dem og er virkelig glad for de endelig vil trives i min have. Jeg har tidligere fortalt om mine genvordigheder med at få Lavendler til at vokse på min matrikel. Lige indtil jeg knækkede koden og blandede læssevis af sand i jorden.
Men nu er de her! Og de er her godt. Så godt, at de sår sig selv mellem sprækker i fliserne og i krukkerne hos andre sommerblomster. Men jeg klager ikke! Istedet plukker jeg dusinvis af buketter og fletter de små franske lavendelflasker; Bouteilles de Lavande, som dufter så fint på badeværelset, bringer ro i soveværelset og tilfører tøjet i klædeskabet den dejlige duft af sommer.
I år har jeg også forsøgt med en lavendelsirup. Det er slet ikke tosset! Siruppen smager virkelig godt over de små tykke brunch pandekager. Ligesom den er fin i småkagedej, til marinering af bær og herlig som aroma i sommerlige cocktails. Ikke så ringe endda for en sirup 💜
Se også: Flet selv de smukke franske lavendelflasker; Bouteilles de Lavande
Lavendelsirup
- 2 dl vand
- 2 dl sukker
- 1/2 dl Lavendelblomster og blade
Bring det hele i kog i en gryde. Når sukkerlagen koger, skrues ned for varmen og lagen koger videre uden låg i 10 minutter. Si siruppen og hæld på rene flasker. Siruppen kan som her, hældes over en frisk blomst. Den erstatter ikke blomster og blade i tilberedningen, men pynter ekstra i flasken.
Holdbarhed: Ca. 7 -14 dage i køleskabet
Flet selv de duftende lavendelflasker, Bouteilles de Lavande. Guide her
Sommerlig og aromatisk cocktail med lavendelsirup
Pr. cocktail
- 4 cl vodka
- 1 cl lavendelsirup
- saften fra 1/2 frisk lime
- danskvand eller tonic, i mængde efter smag
- frisk mynte og lavendel
- isterninger
Det hele mixes sammen i et glas og nydes iskold.
💜💜💜
Kan tilslutte mig de fine lavendelflasker og forestille mig den dejlige duft.
Men sirup,hmmm, det skal jeg nok lige smage.Forestiller mig det smager lige som lavendler dufter?? ;0)
God aften
Jeg forstår din skepsis mht. siruppen 😀 Men jeg kan alligevel kun anbefale dig at prøve. Den smager af Lavendel, men på en god måde 🙂
Havde min mor og mine døtre til brunch i weekenden; de har alle godkendt den som rigtig god, selvom de også var en smule skeptiske til at begynde med 😀
Og en god aften til dig