Lavendel flasker – Bouteilles de Lavande

Få endnu mere glæde af havens lavendler og sov samtidig bedre med den skønne og afslappende lavendel duft. Lavendel virker efter sigende beroligende – anvendt i soveværelset skulle den give en bedre søvn og modvirke stress og angst.

 At de også er smukke og dufter så fuldstændig fantastisk, disse fransk inspirerede lavendel flasker – Bouteilles de lavande, er bare en ekstra gevinst.

Jeg har flettet lavendelflasker til soveværelset. Flettet er vel egentlig en forkert betegnelse, for faktisk er de vævede. Uanset hvad, er de både smukke, hyggelige og dufter så englene synger. Har du selv lyst at flette/væve med de dejlige lavendler? Se vejledningen længere nede …

Lavendel flaske

 

Sådan flettes en lavendelflaske

Lavendel flasker – Bouteilles de Lavande

  • Minimum 22 stilke lavendel (gerne flere, husk blot at antallet, delt med 2, skal give et ulige tal)
  • Bomulds-, silke-, eller gavebånd

Bind en stram knude lige under blomsterne. Fjern blade og de blomster som evt vokser på stilken.

Bøj forsigtigt stilkene ned om blomsterne, 2 og 2. Stilkene knækker. Pas blot på de ikke brækker helt over.
Lavendelflaske - bouteilles de Lavande

Væv derefter båndet skiftevis over og under stilk-parrene, 2 og 2. Put forsigtigt blomsterne under vævningen og stram godt til undervejs. Forsæt til du har vævet over alle blomsterne. Vikl båndet nogle gange om stænglerne og bind til slut en stram knude. Klip stænglerne lige over, så de er ens i længden.

Når lavendlerne tørrer, svinder volumen i flasken lidt, derfor er det vigtigt at stramme båndet godt til.

Princippet i flaskerne er temmelig genialt, synes jeg. Da de, ved at blomsterne er vævet inde, ikke drysser når de tørrer.

Jo flere blomster man bruger, jo tykkere og mere flaskeformet kan din lavendelflaske blive.

Lavendel