Det er da vist længe siden der har været et decideret madindlæg her på adressen.
Heldigvis står det til at ændre, og jeg har sådan lyst til at dele en af mine yndlingsfiskeretter med jer.
Selv for ikke dedikerede fiskespisere plejer retten at falde i smag. Lettere stærk og krydret som den er …
Prøv også: Kraftig karrysuppe med oksekød og grøntsager
Laks i karry
2-3 personer
- 225 g fersk eller frossen laksefilet uden skind
- 100-125 g rejer, i lage eller fra frost
- 2 store fed hvidløg
- 1 bdt. forårsløg
- En lille rød peberfrugt
- 2 friske tomater
- 150 g champignon, alternativt et glas (afdryppede)
- 2 spsk (stærk) karry
- 1 dl vand
- 1 dl piskefløde
- Salt & peber
- Et godt skvæt olivenolie
Tilbehør:
- Løse ris
- Evt. grøn salat
Brug gerne en bred gryde eller høj sauterpande
Gør grøntsagerne i stand og skær laksen i mundrette tern. Peberfrugt og forårsløg skæres i meget tynde strimler, champignon skæres i kvarte og tomaten i tern.
Varm olien op i gryden for svag varme og riv eller pres hvidløgene ned i olien. De står og småvarmer uden at blive gyldne eller brune i et par minutter. Gerne mere, da det fremhæver hvidløgssmagen. Skru en smule op for blusset og lad peberfrugt og forårsløg stege med, (forsat for svag til jævn varme, de skal bare småstege uden låg) i 10-15 minutter indtil de er bløde. Skru lidt mere op for blusset og svits derefter karry med og rør godt rundt et par gange. Kom evt. lidt mere olivenolie ved.
Skub grøntsager til den ene side i gryden og læg laksetern i den anden side af gryden. Læg champignon ovenpå og lad det hele stege ca. 1 minut, vend derefter forsigtigt rundt, så det hele blandes. Kom tomater ved og vend forsigtigt rundt igen, steg yderligere 1 minut. Herefter hældes vand og fløde ved retten. Koger for svag varme under låg i 10 minutter. Fjern låget og kog ind 10 minutter, ligeledes for svag varme. Kom de skyllede, afdryppede rejer i gryden og kog op.
Smag til med salt og peber
Serveres med løse ris og evt. en grøn salat.
Åhh, jeg bliver altid fristet/lækkersulten, når jeg ser dine fine billeder af skøn mad.
Er desværre ikke selv en ørn i køkkenet,undgår det helst og overlader det til manden min:0)
Jeg kan godt lide at lave mad, men indimellem må det være skønt at være fri. Du er heldig med en mand, som er god i et køkken 😀
Yummi, det så virkelig godt ut, Anja.
God helg og klem fra Ingrid
Tak Ingrid, det smager også super dejligt.
God weekend til dig 🙂