I år glæder jeg mig til jul! Bum! Lidt af et statement en tidlig søndag morgen. Men det gør jeg. Jeg glæder mig til at pynte op og skabe stemning. Jeg glæder mig til at julehygge med familie og venner, ligesom jeg ser frem til at bage de allerbedste juleboller og ditto æbleskiver. Endog ser jeg frem til at købe julegaver.
De senere år har det ellers være lidt tungt med julestemningen, den har godt nok hængt lidt i bremsen. Så det er virkelig rart at mærke, at den spirer et sted derinde.
Jeg tænker det har været en overgangsperiode jeg skulle igennem. En overgang, hvor jeg har skullet vænne mig til, at julen uden hjemmeboende børn er en lidt anden størrelse, end den før har været. Det har altså været lidt underligt (og tomt), især op til højtiderne.
Men måske er den spirende julestemning et tegn på, at jeg nu har affundet mig med julen i dens nye klæder … jeg krydser fingre.
I går puslede jeg lidt om de spæde jule-spirer med flamingokrans, lærkekogler og limpistol. Resultatet blev en smuk og enkel lærkekrans til hoveddøren. For ikke at gå helt jule-amok har jeg holdt den meget enkel, og tænker den nærmere som en vinterkrans, der ikke nødvendigvis har sidste salgsdag til januar.
Hvis den nu får en rød sløjfe i december, bliver den straks mere fin og julet.
Se også: Smukt og helt enkelt hjerte af lærkegrene
Lav selv en nem og smuk lærkekrans
Affiliate-links
- Flamingokrans
- Limpistol & lim
- Lærkekogler
Er du til gør-det-selv dekorationer, kan jeg varmt anbefale dig at tage et kig hos Shop hobby. Online shop med alt hvad hjertet begærer af inspiration og fine ting til gør-det-selv dekorationer, højtider og brugskunst.
DIY Lærkekrans
Lærkekoglerne limes på flamingokransen med limpistolen. De skal sidde ganske tæt, så alt flamingo er dækket. At bruge store og små kogler mellem hinanden gør det nemmere at dække hele kransen.
Den er mega flot. Kunne godt ønske sådan een.
Det kan du godt få 😀 Jeg samlede virkelig mange kogler! 😀
Hvor er den bare skøn! Ville elske at have sådan en til min dør, og jeg er absolut enig med dig i, at det sagtens kan være en vinterkrans og fungere både i november og januar!
Jeg kan godt følge, at julen ikke er den samme, når børnene er fløjet fra reden. Jeg deler selv mine dejlige unger med min eksmand, og har også lige skulle vænne mig til de nye tider. Men jeg har altid elsket julen, og pynter og hygger næsten lige så meget for min egen skyld som for deres ;0) Så hvorfor ikke forkæle dig selv, og gøre alt det du ville gøre for dem, for dig selv i stedet? Min egen mor har skruet ned for julehyggen over de sidste par år, og det skærer mig i hjertet at se. Dine børn vil helt sikkert nyde at se, at alt er som det plejer – også selv om de kun har tid til at kigge forbi et lille øjeblik i løbet at en travl december – pyh, det blev vist en lang kommentar :0)
Tusind tak for din lange kommentar, Pia 🙂
Jeg tror du har ret, det handler om at ændre indstilling fra, at julen er børnenes fest (som den jo har været i mange år) til at være min fest. Det tager lige noget tid at omstille sig fra at have fokus på andre (læs: børnene) til at have fokus på sig selv. Sidste år lavede jeg Eponas julekalender, så var der ligesom noget, og ikke mindst nogen, at lave juleforberedelser for. I tilgift, fik jeg julet en masse og en masse dejlig pynt. I år håber jeg, at glæden ved julen så småt er vendt tilbage, uden jeg behøver den helt store kick-start 😀 Men indrømmet, det har været et par halv tunge år ifht. julestemning! <3