# Låge nr. 9 – Decoupage

Det sker ikke så ofte, at jeg beskæftiger mig med decoupage. Men når jeg gør, er det simpelthen smadder hyggeligt. Ren meditation!

Jeg elsker disse julekuglers, lidt nostalgiske udseende og tænker de vil se skønne ud på juletræet. Jeg har limet glansbilleder på flamingokugler og derefter lakeret dem. En knappenål og lidt sytråd fungerer som ophæng.

I stedet for glansbilleder kan man sagtens klippe motiver ud af ugeblade. Er man til glimmer og glitter, drysses lidt glimmer over lakken inden den tørrer.

Dejlig lørdag

Decoupage – Julekugler

Reklame-links

Du skal bruge:

  • Flamingokugler i ønsket størrelse
  • Flydende lim, enten almindelig lim eller decoupagelim
  • Glansbiller (Køb rigeligt, der går alligevel en del til)
  • Decoupagelak
  • Pensler
  • Saks
  • Knappenåle
  • Sytråd
  • Aviser til afdækning af bordet

Klip glansbillederne omhyggeligt ud. Pensl lim på både kuglen og glansbilledet og placér glansbilledet på flamingokuglen. Det er vigtigt at alt flamingo er dækket. Det gør ikke spor at glansbillederne overlapper hinanden.

Ved meget store glansbilleder kan det være nødvendigt at klippe “slidser” i billedet, for at kunne forme det forholdsvis glat om kuglen (se nederste billede)

Brug rigeligt lim, så billederne ligger tæt til kuglen. Når kuglen er tør, lakeres med decoupagelak. En knappenål presses i kuglen og sytråd fastgøres rundt om knappenålen undet hovedet, som det ses herunder.

Du kan se min mere udførlige guide til decoupage her

På den lyserøde engel herunder kan man godt fornemme, hvordan jeg har klippet op i billedet for at få hende til at ligge glat. På afstand ses det heldigvis slet ikke.

Den som ikke har julen i hjertet, 
vil aldrig finde den under et træ.
 
Citat: Roy L. Smith


6 kommentarer til “# Låge nr. 9 – Decoupage”

  1. De er rigtig flotte,endnu en super god idé.
    Jeg bliver nu lidt “forpustet” over alle de ting du når at lave og det er så fint det hele.(er du sikker på du ikke har flere timer i døgnet end jeg har?😉)

    • Tak – men det tror jeg ikke 😀
      Men ingen små børn og et 30 timers job, giver nok en mærkbar forskel 😀
      Bloggen og det kreative er mit barn nu 😀
      Ingen grund til at blive forpustet 😀 Eponas Dagbog er udelukkende ment som inspiration, hvor man kan bruge præcis de ideer man lyster og orker 😀

    • Tak – Det tror jeg også. Overvejer sådan et helt gammeldags træ med flagguirlander, lametta og de lidt nostalgiske kugler 😀

Der er lukket for kommentarer.