# Låge nr. 15 – Hvid gløgg

Hvid gløgg. Anderledes, men godt.

Opskriften er én, jeg har fra en veninde. Jeg har aldrig prøvet at lave den selv før. Men én gang skal være den første, og lige nu står hele herligheden og trækker smag, saft og kraft.

Tænkte jeg lige ville dele opskriften, hvis andre skulle have lyst at afprøve et alternativ til den klassiske og elskede røde gløgg.

Opskrift på hvid gløgg

  • 2 flasker hvidvin
  • 1/2 flaske lyse sherry eller portvin
  • 2 dl vodka
  • 4 hele kanelstænger
  • 2 spsk hel kardemomme
  • 1 spsk pommeransskal eller syltet appelsinskal
  • Evt. en kapsel stjerneansis
  • 2 – 3 dl sukker, efter smag

Ved den endelige tilberedning dagen efter bruges:

  • 1 spsk tørrede nelliker
  • En hel appelsin.

Kom alle tørre ingredienser + pommeransskal i en lille gazepose, eller et af de lange thefiltre. Bind knude på posen eller snør den til med bomuldsgarn. Ved at putte krydderier i en pose slipper man for at si gløggen den efterfølgende dag.

Læg posen i en gryde og tilsæt den ene flaske hvidvin. Tilsæt sukker og opvarm under omrøring til lige knap kogepunktet.

Afkøl og lad hele herligheden trække til dagen efter.

Ved den endelige tilberedning, tilsættes yderligere en flaske hvidvin + sherry/portvin og vodka. Ligeledes tilsættes en hel nellikestukket appelsin. Varm det hele til lige knap kogepunktet, fisk theposen med krydderier op og server i gryden, en kande eller bowle tilsat den hele appelsin som pynt.

Alternativt skæres appelsinen i skiver, som stikkes med lidt nelliker rundt i kanten og lægges i krusene sammen med den varme gløgg.

Husk i december, at kærlighed vejer mere end guld.
 
Citat: Josephine Dodge Daskam Bacon