Fine julestjerner i porcelænsler. En rigtig fin adventsgave som jeg har fået af min mor. Hun er keramiker og laver virkelig mange flotte ting. Disse er som skrevet, lavet af porcelænsler og så tror jeg hun har præget dem med et stykke blondestof. Er ikke helt sikker, for faktisk glemte jeg at spørge, men det ved jeg, hun nogen gange arbejder med.
Egentlig er det en både sød, men på sin vis, også lidt tragisk historie om min mor og hendes keramiker karriere.
Hun har altid, fra helt ung været bidt af keramik. Hun var også i sin tid i praktik hos en pottemager og drømte om at gøre leret og keramikken til sin levevej. Min morfar var dog i mod. Han mente det var for usikkert og hun burde finde et job hun kunne leve af. Det var dengang forældre havde lidt større magt over deres børns valg af karriere, end de har i dag. Han har selvfølgelig gjort det i den bedste mening, for at sikre min mor. Nogen gange tænker jeg alligevel på, hvor vidt hun måske kunne have drevet det, hvis hun havde fået muligheden.
Hun har altid lavet keramik på hobbyplan, og nu, hvor hun er gået på efterløn har hun endelig fået muligheden for at udleve sin drøm fuldt ud. Bedre sent end aldrig, jo. Og hvor er det godt! For der kommer virkelig den ene fine ting efter den anden, fra hendes hånd.
Skulle du have lyst til at se flere af hendes smukke ting, kan du tage et kig her.


Det er da en utrolig fin beskrivelse af mit keramikforløb. Og en rigtig super reklame du har gjort. Tak Anja. Bliver helt rørt.
Velbekomme 🙂 Jeg synes bestemt dine fine ting fortjener at blive vist frem 🙂