Hele syltede pærer

Bogstavlig talt vader jeg i pærer lige for tiden. Mit store gamle pæretræ er vekselbærer, og trods den tørre sommer, er det et af de store år i år.

Som I ved har jeg det ikke ret godt med, at de bare går til, – så lige for tiden sylter jeg. Men altså, hele syltede pærer er da også enormt skønne, og jeg ved, jeg vil være rigtig glad for smagen af sensommer, når regn og blæst rusker til vinter.

Opskrift på de klassiske halve syltede pærer findes her

Hele syltede pærer

  • 1,5 kg faste pærer
  • 1/2 økologisk citron
  • 1 stang vanilje
  • 1 l vand
  • 9 dl sukker

Flæk vaniljestangen på langs, læg den i en gryde og hæld vand og sukker ved. Kog langsomt op, mens der røres af og til. Skræl pærerne men lad stilken sidde på, snit blomsten af bunden af pærerne med et lige snit, så pærerne kan stå oprejst ved servering.

Når sukkerlagen koger, tilsættes den halve citron og pærerne. Det hele småkoger under låg i ca 20 – 30 minutter, alt efter pærernes modenhed. Vend lidt rundt i pærerne i starten for at modvirke en brunlig side.

Pærerne kommes i rene, skoldede og atamon skyllede glas. Den varme lage hældes over og glassene lukkes.

Opbevares på køl

Hjemmelavet chokoladesovs til de hele syltede pærer

  • 2 dl piskefløde
  • 50-80 g chokolade efter smag, jeg har brugt en blanding af lys og mørk chokolade

Hak chokoladen. Varm fløden langsomt op til lige knap kogepunktet (fløden må ikke koge). Tag gryden af varmen og pisk chokoladen i. Pisk indtil sovsen er jævn og glat.

Hele syltede pærer med chokoladesovs og flødeskum