Min datter “klager” indimellem lidt over udvalget af børnetøj til små drenge. “Klager” er måske nok i overkanten, men hun nævner med mellemrum, at “der findes så meget fint og forskelligt til små piger”, og knap så meget til de små drenge.
Efter en rundtur i de lokale børnetøjsbutikker kan jeg godt se, hvad hun mener. Er man ikke til print i alle afskygninger, er udvalget til de små drenge knap så stort.
Det gav mig virkelig blod på tanden til at udvikle et par hækleopskrifter til små drenge. Første opskrift blev denne lune og bløde vest. Veste er geniale her i overgangsperioden, hvor det nok er for varmt med store striktøjer og alligevel for koldt til ren bomuld.
Jeg har hæklet i Drops Nord; blødt, tyndt og fint uld/alpakkagarn, der er ret velegnet til babyhækling. Vesten er tynd, blød og elastisk.
Se også: Cloud vesten – Lækker vest med smukt reliefmønster

Hæklet vest til små drenge
Str. ca. 12-18 mdr.
Affiliate-link
- 3 ngl. Drops Nord, (Jeg har brugt farverne Havdybet samt Perlegrå)
- Hæklenål 3 og 3,5 (Jeg hækler løst, hækler du fast, er nål 3,5 og 4 bedre)
Vestens hæklefasthed målt med den største nål: 20 m = 10 cm
Vesten hækles nedefra og op i henholdsvis forstykke og bagstykke, som efterfølgende syes sammen fra vrangsiden. Tilsidst hækles rib/reliefmasker rundt langs halsåbning og ærmegab.
Vesten er hæklet i mønsteret Grums, eller det pænere; perlehækling, som består af skiftevis 1 fm og 1 stgm. I rækkerne over hinanden sidder fm i stgm og stgm i fm.
Vær opmærksom på ikke at hækle for fast!
Reliefmasker har jeg forklaret/vist nærmere i dette indlæg

Opskrift: Hæklet vest til små drenge
Bagstykke
62 lm på nål 3,5
- Skift til nål 3. Start i 4. m fra nålen, stgm hele rækken. 59 stgm + de første luftmasker, som tæller for 1. m (60 m i alt), 3 lm til at vende med (Dette er vrangsiden)
- De 3 lm tæller for 1. m, så den springes over. Herefter hækles relief stangmasker, hvor hveranden m hækles om selve maskestolpen foran arbejdet og hveranden hækles om maskestolpen fra bagsiden af arbejdet, så der dannes rib. Den allersidste m i rækken hækles som alm. stgm og skal sidde i 3. lm fra rækken før. 3 lm, vend
- De 3 lm tæller for 1. m, så den springes over, derefter skiftevis relief stangmasker for- og bagom, sidste m hækles som alm. stgm i 3. lm, 3 lm, vend
- Som 3
- Som 3, Dog vendes med kun 1 lm
- Skift til nål 3,5 – Resten af vesten vendes rækkerne med kun 1 lm, som ikke tæller for en m, men som udelukkende er en vende maske. fm hele rækken, sidste m skal sidde i 3. lm (60 m i alt)
- Herfra hækles mønsteret: 1 fm i 1. maske, derefter skiftevis 1 stgm, 1 fm, sidste m er en stgm
- Som 7, således at der hækles fm i stgm og stgm i fm. Vær OBS på at få sidste maske med, den kan sidde en smule nede på siden. Der skal hele tiden være 60 m i rækken
- Gentag række 8 indtil arbejdet i det hele måler 22 cm, slut med en række hæklet fra vrangsiden
Ærmegab, bagstykke
Når arbejdet måler 22 cm, skal der startes på ærmegab.
Alle rækker vendes forsat med 1 lm
- Fra retsiden hækles 1 km i hver af de første 6 m i rækken + 1 lm. I den 6. m, hvor den sidste km og lm sidder hækles første maske, som er en stgm, følg herefter mønsteret (fm i stgm og stgm i fm) over ialt 50 m. Rækken slutter 5 m fra forrige række. Sidste fm sidder i 6. sidste m. Husk 1 vende lm
- Følg mønsteret (50 m)
- De 2 første masker hækles sammen. Uden skelen til mønsteret hækles der sammen med 2 fm, følg derefter mønsteret. De 2 sidste m i rækken hækles ligeledes sammen som fm (48 m)
- Som 3 (46 m)
- Som 3 (44 m)
- Som 3 (42 m)
- Ingen indtag, følg mønsteret (42 m)
- Gentag række 7 indtil arbejdet i det hele måler 32 cm (31 cm på forstykket), slut med en række hæklet fra vrangsiden.
Halsåbning, skulder og ærmegab forsat
Når arbejdet måler 32 cm (31 cm på forstykket) påbegyndes halsåbningen og skulderstropperne. De 2 skulderstropper hækles herfra hver for sig. Rækkerne vendes forsat med 1 lm. Pas på ikke at hækle indtagene for stramme.
- Fra retsiden følges mønsteret over 10 masker, 1 lm, vend
- De 2 første m hækles sammen som fm, følg derefter mønsteret (9 m)
- Følg mønsteret, de 2 sidste m hækles sammen som fm (8 m)
- Som 2 (7 m)
- Som 3 (6 m)
- Som 2 (5 m)
- Ingen indtag, følg mønsteret (5 m)
- Som 7 (5 m) Bagstykket er færdigt.
- Række 9 hækles kun på forstykket, følg mønsteret (5 m)
- Som 9 (udelukkende forstykket)
Næste skulder/ærmegab
Tæl 22 m hen mellem skulder stykkerne.
- I den 23. m fastgøres garnet og der hækles 1 lm. I samme m hækles første m, følg mønsteret og hækl de 10 m, 1 lm, vend
- Følg mønsteret, de 2 sidste m hækles sammen som fm (9 m)
- De 2 første m hækles sammen som fm, følg derefter mønsteret (8 m)
- Som 2 (7 m)
- Som 3. (6 m)
- Som 2 (5 m)
- Ingen indtag, følg mønsteret (5 m)
- Som 7 (5 m) Bagstykket er færdigt.
- Række 9 hækles kun på forstykket, følg mønsteret (5 m)
- Som 9 (udelukkende på forstykket)
Forstykke
Hækles som bagstykket indtil det samlede arbejde måler 31 cm. Derefter som skulder og ærmegabsdelen, husk de 2 ekstra rækker på skuldrene (rk. 9 og 10) tilsidst.
Sy eller hækl vesten sammen med km fra vrangsiden. Vælges kædemasker, bør der ikke hækles for stramt.
Rib i halsen
Der vil være lidt afstand mellem stangmaskerne i halsen og langs ærmegabet. Dette er for at få ribben til at ligge pænt og elastisk.
- Med nål 3, stikkes igennem ved den ene skuldersøm, fastgør garnet, og hækl 3 lm, derudover fordeles 89 stgm rundt langs halsåbningen (42 stgm på bagstykket, m 43 placeres i modsatte skuldersøm og resten fordeles over halsåbningen på forstykket). Der hækles fra retsiden. Saml omg. med km i 3. lm
- 3 lm, derefter relief stangmasker hæklet skiftevis forom og bagom stangmaskestolperne. Denne omg. hækles også fra retsiden. Saml omg. med km, træk tråden igennem
Rib, ærmegab
Samme fremgangsmåde som halsåbningen. Der stikkes igennem i sidesømmen, derefter fordeles 71 stgm i 1. omg.( m. nr 36 skal sidde i skuldersømmen), 2 omg hækles som relief stangmasker.
Hæft ender og damp vesten


God weekend
Se også: De kæreste veste med mange størrelses muligheder (købeopskrifter): Fenja mini og Fenja junior
Værsgo’
Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer i såfald at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier.
I har helt ret, du og datter – der mangler virkelig noget kært drengetøj. Som fx denne vest ❤️
Tusind tak Pia 🙂
Jeg er imponeret over de fine ting du kan lave med hæklenålen, jeg troede kun at man kunne strikke sådanne veste! Som mor til to drenge, vil jeg også give din datter ret, og specielt hvis man godt kan lide “Emil fra Lønneberg”-stilen, så kan det være svært at finde noget, men så er det jo godt at mormor kan trylle med en hækelnål og en garnnøgle 🙂
Tusind tak Pia, – Det er præcis den stil hun godt kan lide, så jeg forsøger efter bedste evne at “trylle” noget som falder i smag 🙂 Men det er sjovt! Super sjovt. Der går sport i at bruge hæklenålen til alle typer opgaver (Tøhø, hvilket også er en nødvendighed, da jeg ikke strikker særlig godt) 😀
Åhhh har edtt og ledt efter små seje opskrifter (elsker din stil til drengene) da jeg efter at ha fået mit barnebarn, self gerne vil lave til ham og kan ikke strikke, så din(e) opskrift er rigtig lækker nem at gå til, og ja er begejstret så nu står sweater for tur tror jeg 🤣🤣 mange knus fra Vibeke (har delt den på instagram krediteret til dig ❤️❤️❤️)
Tusind tak Vibeke 🙂 Hvor er jeg glad for at du kan lide stilen og opskrifterne 🙂
Rigtig god fornøjelse, hvis du beslutter dig for også at hækle sweateren 🙂
Knus fra Anja
Hej. Virkelig sødt mønster. Men er gået i stå ved ærmegab, bagstykke punkt 1.
“Rækken slutter 5 m fra forrige række. Sidste fm sidder i 6. sidste m. ”
Hvordan skal det forståes ?
Tusind tak 🙂
Du skal have 5 masker tilbage, som ikke hækles. Sidste maske skal sidde i 6. sidste maske, herefter vendes rækken. Den nye række er derved 10 masker mindre end forrige række 🙂
Håber det giver mening nu
Vh. Anja
Tak for svaret. Hvordan blokker og vasker du den ?
Jeg blokker den ikke, men damper den med strygejernet.
Vesten enten håndvaskes eller vaskes på uldprogram 30 grader i vaskemaskinen. Ligge-tørrer 🙂
Jeg har netop hæklet ‘Cloud vesten’ som barselsgave og vil nu kaste mig over denne vest, da jeg synes dine designs er super fine! Men.. ‘clous vesten’ starter i str. 9-12 mdr med 62 luftmasker og denne vest starter også med 62 masker, men er en str 12-18 mdr. Er dette mønster løsere, eller hvad er baggrunden? Jeg vil rigtig gerne lave en vest i dette mønster, men i størrelse 6-9 mdr – hvor mange masker vil du skyde på jeg skal starte med? Du bliver ikke hængt op på noget 😉
Hej Karina
Præcis. Cloud vesten har en kropsnær og elastisk facon (det er især reliefstangmaskerne, som gør at hæklingen trækker sig mere sammen), hvorimod denne vest er mere løs og “poset” i hæklingen 😀
Var det mig, ville jeg nok slå 4 m mindre op, på både for- og bagstykke 🙂
Rigtig god fornøjelse
Vh. Anja
Tusind tak for at dele denne opskrift!
Jeg har hæklet den til min søn på halvandet år i Drops Baby Merino på nål 4 og 4,5. Det er det første stykke tøj jeg nogensinde har hæklet og den er bare blevet så lækker. Din opskrift var dejlig let at følge og resultatet er så fint, tak for det!
Nu er der indkøbt garn både til sweaterversionen af denne og til ‘Den nemmeste sweater’ til mig selv – og jeg glæder mig bare sådan til at komme i gang! 🙂
De bedste hilsner
Christina
Hej Christina
Tusind tak for din hilsen 🙂
Jeg værdsætter altid al feedback, da det er den eneste mulighed jeg har for at forbedre mine opskrifter, og ikke mindst min formulering af samme!
Men en kommentar som din, bliver jeg ovenud lykkelig over. Hvor er det dejligt at høre, at du har fået et vellykket resultat og at opskriften har været nem at anvende. Det er jeg så super glad for at høre 🙂
– og rigtig god fornøjelse med de nye projekter, hvor du endelig bare skal skrive, hvis du støder på uklarheder 🙂
Mange hilsener
Anja
Vil denne vest kunne laves i voksenudgave? Jeg tænker en normal str. S.
I så fald, hvor mange masker ville du slå op?
Hej Pernille
Umiddelbart tænker jag da sagtens vesten kan oversættes til en voksenudgave 🙂 Hvor mange lm den i såfald skal hækles på, har jeg intet bud på, da jeg aldrig selv har regnet på det.
Men, hvis du går ud fra en hæklefasthed der hedder 22 m = 10 cm, så kan du selv regne det ud 🙂
Vh. Anja