Synes jo selv jeg har været mægtig kreativ og hitte-på-som, da jeg udtænkte en lille hæklet påskehare som alternativ til det mere traditionelle påskeæg.
Haren er hæklet som en lille kurv med firkantet bund og lange ører til at binde, – lige til at fylde med små lækkerier.
Kurvene er rigtig nemme at hækle og samtidig ganske bedårende ♡

Hæklet påskehare
Video-guide af opskriften finder du her >>>
Reklame-link
Bund: Ca 6 x 6 cm
Højde uden ører: Ca 7 cm
- Nål 3
- 1 ngl. Mayflowers bomuldsgarn 8/4, som fåes i mange skønne farver
- En rest sort og lyserød bomuldsgarn
Kurvens firkantede bund
Start med at lave en magisk ring
- 1 fm om ringen + 1 lm, træk ringen sammen, vend
- I fastmasken hækles 3 fm, 1 lm, vend
- 1 fm i 1. fm, 3 fm i 2. fm, 1 fm i 3. fm, 1 lm, vend
- 1 fm i hver af de første 2 fm, 3 fm i 3. fm (den midterste m), 1 fm i hver af de sidste 2 fm, 1 lm, vend
- 1 fm i hver af de første 3 fm, 3 fm i 4. fm (den midterste m), 1 fm i hver af de sidste 3 fm, 1 lm, vend
- Forsæt med at hækle 1 fm i hver fm og 3 fm i midterste udtagsmaske
I alt hækles 14 rækker på denne måde, sådan at hver rk. hele tiden øges med 2 fm, fordi der hækles 3 fm i den midterste af de 3 udtagsmasker fra rækken før..

Kurvens sider hækles som omgange i spiral
Efter række nr. 14 hækles 1 lm efter sidste m, vend og hækl 14 fm rundt langs hver af firkantens sider. Ingen udtag.
Forsæt med at hækle fastmasker i spiral rundt langs firkantens sider indtil kurven måler 7 cm i højden.
Derefter hækles 1 lm, vend og hækl den sidste omg. fm fra vrangsiden. Den første lm udgør 1. m, så den springes over, omg. samles tilsidst i denne lm.
Bryd garnet og træk tråden igennem.

Ører
Magisk ring
- 4 fm om ringen
- fm med udtag i hver m (8 m)
- Ingen udtag, fm i fm (8 m)
- fm med udtag i hver 2. m (12 m)
- fm med udtag i hver 3. m (16 m)
- Forsæt med at hækle omgange på 16 fm indtil øret måler 5 cm.
- Når øret måler 5 cm fordeles 2 indtag på en omgang. Hækl videre på 14 m indtil øret måler 8 cm
- Når øret måler 8 cm hækles det sammen, således at resten af øret hækles som rækker: Klem øret sammen og hækl det sammen med 7 masker på tværs (stik nålen igennem de 2 m overfor hinanden og hækl dem sammen), afslut med 1 lm, vend og hækl 7 fm
- Hækl rækker på 7 fm, der vendes med 1 lm indtil øret måler 15 cm. Bryd garnet og træk tråden igennem.
Hækl et øre magen til.
Montering
Sy eller hækl ørerne fast på hver side af kurven.
Hæft ender og sy påskeharens ansigt under det ene øre. ørerne skal sidde i panden og på baghovedet, så passer det med, at de vender rigtigt når der bindes knude.

De sødeste og nemmeste hæklede påskekyllinger kan du finde her
Værsgo’
Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer til gengæld at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier.
Det er en super god ide. Hvor er du bare kreativ. 🐣🐣🐣🐣
Tusind tak 😀