Hæklet nålepude – Gratis opskrift

SÅ! – Så fik jeg endelig hæklet mig endnu en nålepude. På høje tid, faktisk. Efter jeg i lang tid har slæbt min nålepude frem og tilbage mellem hjemme og min kolonihave. Eller det modsatte … At jeg har glemt den ét af stederne. Virkelig ærgerligt når man gerne vil hæfte ender og dermed afslutte et projekt helt.

Men nu er den her altså, nålepude nr. 2. En lille enkel sag med fine “ringe”. – Og den opskrift vil jeg gerne dele med dig, så mangler du også en nålepude, finder du min gratis opskrift herunder …

Min nålepude er hæklet i en rest Mayflower Easy Care Tweed. Almindelig Mayflower Easy care fungerer også fint til den lille pude. Derudover tænker jeg, at bomuldsgarn 8/4 nok også kunne være et udmærket bud.

Se også: Alle mine (gratis)opskrifter på kurve, sofapuder og gulvmåtter

Hæklet nålepude

Hæklet nålepude

Reklame-link

Ca. 10-11 cm i diameter

Hæklefasthed: 24 stgm = 10 cm

  • m = maske
  • lm = luftmaske
  • km = kædemaske
  • fm = fastmaske
  • stgm = stangmaske
  • bml = bagerste maskeled
  • omg. = omgang
  • udt. = udtag

Opskrift: Hæklet nålepude

Vigtigt: Puden hækles rundt fra retsiden. Hver anden omg. består af kædemasker, som skal holde samme hæklefasthed som resten. Så pas på ikke at hækle disse masker for stramt! Træk lidt op i løkken inden nålen stikkes i næste maske.

Lav en magisk ring

  1. 1 lm samt 12 fm om ringen, træk ringen sammen og saml omg. med 1 km i 1. fm (12 m)
  2. 2 lm, i samme m som km og de 2 lm sidder i hækles 1 stgm, derefter udt. (2 stgm) i hver m, saml med 1 km i 2. lm (24 m)
  3. 1 lm som udgør 1. m, derefter 1 (ikke for stram) km i hver af de øvrige m, saml med 1 km i 1. lm (24 m)
  4. Denne omg. hækles ikke i kædemaskerne, men i bagerste maskeled i stgm fra omg. 2: 2 lm som udgør 1. m, udt. i bml i næste m, *1 stgm i bml i næste m, udt. i bml i næste m*, gentag * – * omg. rundt, saml med 1 km i 2. lm (36 m)
  5. Som omg. 3 (36 m)
  6. Denne omg. hækles ikke i kædemaskerne, men i bagerste maskeled i stgm fra omg. 4: 2 lm som udgør 1. m, 1 stgm i bml i næste m, udt. i bml i næste m, *1 stgm i bml i hver af de næste 2 m, udt. I bml i næste m*, gentag * – * omg. rundt, saml med 1 km i 2. lm (48 m)
  7. Som omg. 3 (48 m)
  8. Denne omg. hækles ikke i kædemaskerne, men i bagerste maskeled i stgm fra omg. 6: 2 lm som udgør 1. m, 1 stgm i bml i hver af de næste 2 m, udt. i bml i næste m, *1 stgm i bml i hver af de næste 3 m, udt. i bml i næste m*, gentag * – * omg. rundt, saml med 1 km i 2. lm (60 m)
  9. Som omg. 3 (60 m)
  10. Denne omg. hækles ikke i kædemaskerne, men i bagerste maskeled i stgm fra omg. 8: 2 lm som udgør 1. m, 1 stgm i bml i hver af de næste 3 m, udt. i bml i næste m, *1 stgm i bml i hver af de næste 4 m, udt. I bml i næste m*, gentag * – * omg. rundt, saml med 1 km i 2. lm (72 m) 

Bryd garnet og træk igennem. Hækl en cirkel magen til.

Bryd ikke garnet når du er færdig med den sidste cirkel, men hækl 1 lm og læg de 2 cirkler sammen vrangside mod vrangside. Nu skal de 2 cirkler hækles sammen:

Fra retsiden hækles de 2 cirkler sammen med fm i bagerste maskeled, dvs. der hækles i de 2 maskeled som vender ind mod hinanden.

  1. *1 fm i hver af de næste 5 m, derefter hækles udt. (2 fm) i næste m*, gentag * – * omg. rundt. Inden de 2 cirkler hækles helt sammen fyldes puden med pudefyld til ønsket fasthed og tykkelse. Saml omg. med 1 km i 1. fm, VEND og hækl næste omg fra modsatte side
  2. 1 km i bml i hver m omg. rundt (hækl ikke km for stramt!), saml omg. med 1 km i 1. km, VEND og hækl omg. fra modsatte side
  3. Som omg. 2, Bryd garnet og træk igennem

Hæft alle ender

Værsgo’
Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer til gengæld at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier.