Med denne lille gratis opskrift på endnu en mini nissehue, vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul ♡
Jeg holder juleferie fra bloggen, – eller det vil sige, jeg holder juleferie fra at udgive blogindlæg. Jeg har nemlig en del ting jeg gerne vil rode med i bloggens maskinrum i stedet.
Jeg svarer naturligvis stadig på mails, – så har du spørgsmål til en købe-opskrift, eller ønsker du at købe en opskrift via mail og MobilePay, skal du endelig bare skrive. Jeg skal nok svare ♡
Rigtig glædelig jul, – vi ses til nytår, hvor jeg traditionen tro gør status over året der gik.
Nissehuer til gavevedhæng eller bordpynt
Og så til dagens opskrift.
Jeg har bundet jutesnor i mine nissehuer, så de kan hænges ved julegaverne, men faktisk er er de også rigtig søde uden jutesnoren. Der er de nemlig ret fine som bordpynt på julebordet.
Gratis opskrift finder du herunder.
Se mere: Hæklet nissehue til børnene

Gratis opskrift, hæklet mini nissehue – gavevedhæng eller bordpynt
Reklame-link
- Hæklenål 3
- Rester af bomuldsgarn 8/4 eller tyndt uldgarn, der passer til nålen
- Jute- eller sisalgarn
- Alternativt sytråd
- Stoppenål
Mini nissehue, opskrift
10 lm samles til en ring med 1 km i første lm
Efter første omg. hækles alle masker i bagerste maskeled, pånær den allersidste maske på hver række, den hækles gennem begge maskeled.
- 1 lm, hækl minimum 20 fm helt tæt om ringen. Skub maskerne lidt sammen med fingrene når du har hæklet de første 10 fm. Kan du få plads til flere end 20, er det fint. Ringen skal være fast og stiv, saml med 1 km i første fm, bryd garnet og træk igennem, vend ringen
- Skift farve og sæt nålen til i en vilkårlig maske. Der hækles kun i 3 af de fm der er hæklet om ringen: fastgør garnet, 1 lm og 1 fm i første m, 3 fm i 2. m, 1 fm i 3. m, vend med 1 lm
- 1 fm i hver m (5 m), vend med 1 lm
- 1 fm i hver af de 2 første m, 3 fm i 3. m, 1 fm i hver af de sidste 2 m, vend med 1 lm
- 1 fm i hver m (7 m), vend med 1 lm
- 1 fm i hver af de 3 første m, 3 fm i 4. m, 1 fm i hver af de sidste 3 m, vend med 1 lm
- 1 fm i hver m (9 m), vend med 1 lm
- 1 fm i hver af de 4 første m, 3 fm i 5. m, 1 fm i hver af de sidste 4 m, vend med 1 lm
- 1 fm i hver m (11 m) vend med 1 lm
- 1 fm i hver af de 5 første m, 3 fm i 6. m, 1 fm i hver af de sidste 5 m, vend med 1 lm
- 1 fm i hver m, skift farve i sidste gennemtræk (13 m) vend med 1 lm
- 1 km i første m, *3 lm, hækl 1 km i 3. lm fra nålen, spring over 1 m, 1 km i næste m*, gentag * – * rækken hen, bryd garnet og træk igennem
Hæft ender
Bind et ophæng af jutesnoren. Alternativt kan der laves et ophæng af sytråd
Værsgo’
Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer til gengæld at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier.
Også glædelig jul til dig 🌲🌲🌲🌲🌲
Mange tak 🙂