Hæklet fastelavnskat(te ansigt) – Sødt, sjovt og ultra nemt og hurtigt til børnenes fastelavnsris, – eller som pynt på de tidlige forårsgrene. Jeg har klippet Mirabel i haven og pyntet med de små katteansigter.
Laver du også selv fastelavnsris til børnene, kan du se min guide til små pompomer lige HER
Hos CChobby kan du finde endnu mere inspiration til en hjemmelavet fastelavn (reklame-link)

Hæklet fastelavnskat
Katteansigterne måler ca. 4 x 4 cm.
- Nål 2,5, hækler du meget fast; nål 3
- En rest sort bomuldsgarn 8/4
- En rest hvid og en rest lyserød bomuldsgarn 8/4
- Sytråd og stoppenål
Tip
Ønsker du større katteansigter, kan de hækles af tykkere garn og større nål.
Ansigterne kan også laves dobbelte. Hækl da 2 ens katte og sy eller hækl dem sammen fra retsiden. Fyldes med en lille smule fiberfyld/vat inden de hækles/syes helt sammen.
En picot hækles således
Hækl 3 lm, bøj nålen “tilbage” og hækl 1 km i den første af de 3 lm
Opskrift, hæklet fastelavnskat
Lav en magisk ring
- 3 lm og 11 stgm om ringen, træk ringen sammen og saml omg. med km i 3. lm (12 m)
- 3 lm, i samme m som km fra sidste omg. sidder i, hækles 1 stgm, hækl 2 stgm i hver af de øvrige m, saml omg. med km i 3. lm (24 m)
- 1 lm, hækl skiftevis 2 fm i én m og skiftevis 1 fm i én m over de næste 6 m, spring over 7. m, i 8. m hækles *1 hstgm, 2 stgm, 1 picot, 2 stgm, 1 hstgm*, spring over 9. m, hækl 1 km i hver af de flg. 4 m, spring over 1 m, i næste m gentages * – *, hækl skiftevis 2 fm i én m og skiftevis 1 fm i én m over de sidste 7 m, saml med km i lm. Bryd garnet og træk igennem.
Hæft ender og sy øjne og næse på katten. Forsøg at gøre det nogenlunde ens på for- og bagside.
Damp og stryg de små katteansigter med strygejernet, så de bliver fine og glatte. Lav et ophæng med sytråden.
Værsgo’
Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer til gengæld at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier.