Hæklet bøllehat

Jeg har vist skrevet det før, men hvor jeg dog sætter pris på bestillingsopgaver. Det gør hækling endnu sjovere når andre kan bruge, og værdsætter, de ting man fremstiller.

Atter en gang har jeg været i sving for min datter, som manglede en hæklet bøllehat til den lille trold. En kær og nem lille opgave, med et resultat, der i brug, jo ikke er til at stå for ♡

Opskriften jeg har lavet, er helt enkel og nem; hovedsalig stangmasker og fastmasker, eneste “pjank” er den lille afslutningskant af krebsemasker, som jeg synes sagtens kan anvendes, også til drenge.

Se også: Fineste Snurretop bøllehat med reliefmasker

Hæklet bøllehat

Hæklet bøllehat

Reklame-link

Str. ca. 18 mdr. /50 – 52 cm i hovedomkreds.

Hatten kan nemt hækles både større eller mindre. Se vejledning under Info.

Info

Alle omg. samles med en km.

Hatten kan snildt formindskes eller forøges i størrelse:

Ønskes en mindre hat, skippes én eller flere udtagsomgange (omgangene fra 6 til 9).

Stil dit målebånd op på højkant og mål omkredsen på cirklen. Når den cirka svarer til barnets hovedomkreds hækles ikke flere udtagsomgange.

Ønskes en større hat, hækles flere udtagsomgange end angivet i opskriften. Forsæt med udtagsomgange til cirklen har den ønskede omkreds.

Hatten kan virke lidt løs i hæklingen pga. den store nål. Dette er for at modvirke, at den bliver for kompakt efter vask. Efter vask, når bomulden er krøbet har hatten en fin tæthed, som ikke er hverken for kompakt eller for løs.

Hæklet bøllehat

Opskrift på hæklet bøllehat

4 lm samles til en ring med en km

1. omg: 3 lm, 12 stgm om ringen

2. omg: 3 lm, stgm med udtag i hver m omg. rundt

3. omg: 3 lm, stgm med udtag i hver 2. m omg. rundt

4. omg: 3 lm, stgm med udtag i hver 3. m omg. rundt

5. omg: 3 lm, stgm med udtag i hver 4. m omg. rundt

6. omg: 3 lm, stgm med udtag i hver 5. m omg. rundt

7. omg: 3 lm, stgm med udtag i hver 6. m omg. rundt

8. omg 3 lm, stgm med udtag i hver 7. m omg. rundt

9. omg: 3 lm, stgm med udtag i hver 8. m omg. rundt

10. omg: 3 lm, Ingen udtag, 1 stgm i hver m omg. rundt

11. – 17. omg: 3 lm, 1 stgm i hver m omg. rundt

18. omg: 1 lm, 1 fm i hver m omg. rundt

19. – 21. omg: 1 lm, 1 fm i hver m omg. rundt

22. omg: 1 lm, fm med udtag i hver 2. m omg. rundt

23. omg: 1 lm, 1 fm i hver m

24. omg: 3 lm, 1 stgm i hver m

25. omg: 3 lm, 1 stgm i hver m

26. omg: 1 lm, 1 ikke for stram fm i hver m

27. omg: (kan udelades) Afslut med at hækle en krebsekant. Krebsemasker hækles som fastmasker, dog med den forskel at der hækles baglæns, fra venstre mod højre.

Afslut med en km og luk af. Hæft ender og vask hatten ved 60 grader.

Se også: Rosettas blonde sommerhat til de små piger

Hæklet bøllehat

Status på min internetforbindelse

Som jeg skrev i sidste indlæg, er der fuglereder i internetkablerne her hos mig. Det er der stadig! Seneste melding fra teknikeren er den 11.06 kl 16.00, hvor de håber at have forbindelsen oppe at køre. Det håber jeg også!

Glæder mig til at kunne kigge ind forbi bloggen, samt poste indlæg mere regelmæssigt.

Indtil da ønskes i den dejligste lange weekend.

Hæklet bøllehat

Værsgo’
Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer til gengæld at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier.

2 kommentarer til “Hæklet bøllehat”

  1. “Stil dit målebånd op på højkant og mål omkredsen på cirklen” – denne sætning har jeg svært ved at forstå. Mener du ikke, at man skal måle omkredsen på hovedets bredeste sted? Jeg forstår ikke det med at stille målebåndet på højkant….

    • Hej Aase

      Først måler du hovedomkredsen, derefter kontrolmåler du på den hæklede cirkel.

      Det er for så vidt ligegyldigt, hvordan du anvender dit målebånd, så længe målet er korrekt. Jeg synes bare det er nemmest at måle en cirkel ved at stille målebåndet op på højkant. Så det var egentlig mest ment som et godt tip, og ikke noget du “skal”.

      Vh. Anja

Der er lukket for kommentarer.