Hæklede kanter til karklude eller håndklæder.
Jeg bliver sådan jævnligt spurgt til, hvilke kanter jeg hækler på klude og håndklæder. Hvilket inspirerede mig til dette lille kant-indlæg.
Der findes virkelig mange smukke kanter! Dog hækler jeg ikke særlig mange forskellige af slagsen. Den kant jeg bruger aller, allermest om mine klude og håndklæder, er ganske almindelige fastmasker. Som regel mellem 1 og 3 omgange.
En fastmaskekant er altid pæn, den “larmer” ikke på nogen måde. Den fjerner heller ikke fokus fra et flot mønster. Tværtimod synes jeg den kan være med til at fremhæve et smukt mønster.
Omvendt kan en smuk kant peppe et ret enkelt mønster op.
Dagens kant-indlæg er derfor ikke specielt langt, da jeg udover fastmaskekanten, primært hækler enten en muslingekant eller en musetakkant.
Opdatering: En hæklet “blondekant” viser jeg i dette indlæg
Here goes …
Findes her: Karklude opskrifter
Hæklede kanter
Muslingekant
- Stik nålen igennem, træk garnet med og fastgør med en løkke. Spring 2 masker over. I 3. maske hækles 7 stangmasker, spring 2 masker over
- Hækl en fastmaske. Spring 2 masker over, 7 stgm, spring 2 m over, fm, forsættes kanten hen eller rundt.
Muslinge kant kan også hækles med kun 5 stangmasker, eller man kan vælge at gå helt op på 9 stangmasker, alt afhængig af smag og garntykkelse.
Musetakkant
- Stik nålen gennem 1. maske, træk garnet igennem og fastgør med en løkke. Derefter hækles 3 luftmasker
- I den første luftmaske du hæklede, hækles en fastmaske
- Takken ser nu således ud. Spring 2 masker over
- Fastgør med en fastmaske
- gentages kanten rundt
Fastmaske kant
En helt almindelig fastmaskekant er den jeg oftest laver på mine klude. Alt efter, hvad jeg synes ser bedst ud, hækles mellem 1 og 3 runder.
Stik nålen igennem og hent garnet, fastgør med en løkke. Derefter hækles fastmasker i hver maske. Alt efter hvor stramt man hækler, passer det med 3-4 masker, i den samme maske, i hjørnerne.
Krebsekant eller krebsemasker
Har jeg desværre ingen billeder af, da jeg egentlig ikke synes den bliver særlig pæn med det tynde bomuldsgarn, man bruger til klude. Krebsemasker er bedre i 8/8 bomuld eller i lidt tykkere blandingsgarner.
En krebsekant hækles som fastmasker, med den forskel at den hækles fra venstre mod højre.
Det er også min favorit.
Synes også en fastmaskekant kan gå til alt 🙂