Hæklede glasbrikker af jutesnor

Hækling med jutegarn: Glas- eller flaskebrikker hæklet af jute.

Jeg har haft gang i et lille eksperiment. At hækle med jutesnor. Synes det ser super dejligt ud. Desværre udgik jeg for snor, tænker ellers det vil være perfekt til hæklede kurve. I første omgang blev det til et par rustikke glasbrikker, så man undgår rande og ridser på bordene.

– Og så ser det da lidt ekstra fint ud med brikker til glassene ♡

Snoren jeg har brugt, er den fra Søstrene Grene. Den egner sig ganske glimrende til at hækle med.

Flaskebrikker

Hækling med jutegarn: Opskrift på glasbrikker

Du skal bruge: Jutesnor og hæklenål nr. 4

Forkortelser:

m = maske

km = kædemaske

lm = luftmaske

fm = fastmaske

Flaskebrikker

Start med at hækle 4 lm, som samles med en km.

1. Omg: 1 lm, derefter 8 fm om cirklen, saml med km

2. Omg: 1 lm, derefter fm med udtag i hver m, saml med km

3. Omg: 1 lm, derefter fm med udtag i hver 2. m, saml med km

4. Omg: 1 lm, derefter fm med udtag i hver 3. m, saml med km

5. Omg: 1 lm, derefter fm med udtag i hver 4. m, saml med km

Ønskes en større brik, laves der udtag i 6. omg, i hver 5. m.

Klip snoren over og hæft. Læg brikken i pres under et par tunge bøger et par timer.

TIP: Hækl snorenden fra startcirklen med på vrangsiden, så er du fri for at hæfte. Har du ikke en stoppenål, som er stor nok til at hæfte afslutningsenden, kan den trækkes om på vrangsiden og fastgøres med en klat kontaktlim.

Flaskebrikker

4 kommentarer til “Hæklede glasbrikker af jutesnor”

  1. En rigtig god ide,de passer så fint til dine glas.
    Jeg har kun prøvet at knytte med jutegarn/snor og ja, det var lidt groft/rustik. Kunne da godt være jeg skulle forsøge at hækle med det også:0)

  2. Tak 🙂 Det er egentlig okay nemt at hækle med, bare man sørger for at hækle lidt løst. Tror det kunne være super flot til kurve. Det må være næste projekt 🙂

Der er lukket for kommentarer.