Hækle opskrift: Zig zag klud

Zig zag klud, eller bølge klud …

Jeg er gået en smule i retro-mode, både hvad angår farver, men også det smukke gammeldags mormor mønster.

Pt. er det også det eneste “mode” jeg orker at være i. Jeg er landet på sofaen, og må desværre bruge min længe ventede ferie med en gedigen omgang forkølelse. Temmelig øv. Men heldigvis kan jeg hækle.

Tænk, jeg troede en zig zag klud var langt mere avanceret at hækle! Men det er den slet ikke. Når først luftmaskerne er hæklet foregår det hele mere eller mindre i stangmasker. Så kan det jo sådan set ikke blive meget nemmere! (og hurtigere …!)

Karklud hæklet i bølgemønster

Indeholder affiliate-links

Hækle opskrift: Zig zag klud

Mål: Ca 24 x 24 cm

Bomuldsgarn 8/4 og nål nr. 2,5 – 3 (Jeg hækler løst og bruger nål 2,5. Hækler du fast er 3 eller 3,5 bedre)

Jeg har brugt bomuldsgarn fra Rito.dk Stedet hvor jeg køber, stort set, alt mit garn. Nettets bedste priser og hurtigste levering!

Forkortelser

  • m = maske
  • lm = luftmaske
  • fm = fastmaske
  • stgm = stangmaske

Start med at hækle 55 ret løse lm (Brug en nål et nr. større, end resten skal hækles med)

  1. Rk: Start i 4. m fra nålen og hækl de 52 m tilbage i stgm. Vigtigt er, ikke at hækle den første række tilbage for stramt, + 3 lm at vende med
  2. Rk: I 1. m hækles *3 stgm i den samme m, derefter 1 stgm i hver af de næste 3 m, de efterfølgende 3 m hækles sammen til én stgm (se billede og forklaring længere nede) Hækl derefter 1 stgm i hver af de flg. 3 m* Dette * – * gentages indtil der er 2 m tilbage i rækken, disse hækles med en stgm i hver m (rækken afsluttes således med 5 stgm), + 3 lm at vende med.
  3. Rk: Som 2. række + 3 lm at vende med
  4. Forsættes til kluden har den ønskede længde. Lad gerne kluden være længere end den er bred. Længdeforskellen udligner sig efter vask, når bomulden kryber. Skift farve, hvis du synes.

Se også: Nem opskrift på karklud hæklet i halvstangmasker

Sådan hækles 3 stangmasker sammen

Sammenhækling af stangmasker

Slå garnet om nålen og stik ned i 1. maske (af de 3 masker, som skal hækles sammen) træk garnet igennem, vikl om, ligesom man laver en stangmaske. Træk garnet gennem de første 2 masker, så du laver en ufærdig stangmaske. Der er nu 2 masker på nålen.

Slå om igen og stik ned i den næste maske, træk igennem de første 2 masker igen. Der er nu 3 masker på nålen. Gentag i 3. maske, der er nu 4 masker på nålen. Slå om og træk derefter garnet igennem alle 4 masker, så stangmasken laves færdig.

Zig zag karklud

Alle bloggens opskrifter på skønne hæklede klude finder du her

6 kommentarer til “Hækle opskrift: Zig zag klud”

  1. Øv,Øv mht forkølelsen,håber du snart er frisk igen. Men så er der selvfølgelig en legal undskyldning for at ligge på sofaen 😉
    Rigtig fin klud,kan godt lide både farver og mønstret 😊

    • Mange tak 🙂
      Ja, det er virkelig øv – Det er tæt på at være “mandeinfluenza” jeg er ramt af 😀 Har temmelig ondt af mig selv, kan du nok høre. Eneste lyspunkt er at jeg kan hækle … Nakken godt tilbage, så kører det 😀

    • Hej Camilla
      Alt er jo muligt 🙂 Dog kan jeg ikke svare dig på, hvordan du kan hækle en kant omkring zigzag kluden, da jeg aldrig selv har hæklet kanter på mine. Jeg tænker, du må prøve dig lidt frem, indtil du finder det resultat du gerne vil have 🙂
      Vh. Anja

Der er lukket for kommentarer.